Årets travhest er ikke til salg

Galla: Ifølge Ekstra Bladet er der afvist store bud på Tano Bork

Godt arbejde, Christian. Chefen i Team Lindhardt får et kys af hustruen Christina efter at Tano Bork blev kåret som Årets Travhest. (Foto: KM Foto)
Godt arbejde, Christian. Chefen i Team Lindhardt får et kys af hustruen Christina efter at Tano Bork blev kåret som Årets Travhest. (Foto: KM Foto)

NYBORG (Ekstra Bladet): Travhesten Tano Bork, der lørdag aften blev kåret til Årets Travhest i Danmark, er ikke til salg.

Ifølge Ekstra Bladets kilder har ejerkredsen - en anpartsstald hos travtræner Christian Lindhardt i Skive - afvist et syvcifret bud på den nu fireårige travhest, der hører til blandt favoritterne til at vinde Dansk Trav Derby i august.

- Jeg vil ikke kommentere på rygter om salg af hesten. Generelt kan jeg sige, at den ikke er til salg, siger Christian Lindhardt til Ekstra Bladet.

Tog tre priser
Træneren glædede sig over at være midtpunktet på Hestesportens Galla, hvor Team Lindhardt tog hele tre priser med hjem. Tano Bork blev også Årets Treårige Travhest, og hustruen Christina Lindhardt kom på scenen for at modtage prisen som årets monterytter.

- Jeg troede selv, at det blev Stelton, der blev årets travhest, men set i bakspejlet så tæller titlen som Europamester for Tre-årige Travheste nok ret meget i den her sammenhæng. Så jo - jeg er da pavestolt.

Det er flot bare at blive Årets Tre-årige Travhest

- Tano Bork er jo en hest, som altid har været trænet hos mig. Det er en hest, som rummer store udviklingsmuligheder. Hesten skal lære at gå hurtigere fra start for at blive en komplet hest.

- Det er flot bare at blive Årets Tre-årige Travhest, for der er stor kvalitet og jævnbyrdighed i toppen af den årgang. Derfor er jeg jo stolt over, at det er min hest, der er vurderet som den bedste af alle dem, siger Christian Lindhardt.

Slået ud af sygdom
Tano Bork nappede titlen uden at vinde de to største løb i Danmark - Jydsk 3-årings Grand Prix og Dansk Trav Kriterium.

- Desværre slog sygdom hesten ud i begge løb. Jeg ville utrolig gerne have haft ham på toppen til de løb, så han kunne have vist, at han er den bedste, siger Christian Lindhardt.





Christian Lindhardt og Tano Bork ved sejren i EM for Tre-årige Travheste. (Foto: Hesteguiden.com/Travogalop.dk)
Christian Lindhardt og Tano Bork ved sejren i EM for Tre-årige Travheste. (Foto: Hesteguiden.com/Travogalop.dk)


Ekstra Bladet Trav

Alt om travligaen - klik her

Ekstra Bladets travside: ekstrabladet.dk/trav

Bliv hesteejer i travligaen for 200 kroner i måneden: ekstrabladet.dk/travklub

HESTESPORTENS GALLA

Følgende har vundet priser:

Trav:

Årets Travhest: Tano Bork

Årets 2-åring: White Russian

Årets 3-åring: Tano Bork

Årets 4-åring: Stelton

Årets ældre travhest: Montgomery Hill

Ærespris: Birger Jørgensen

Årets Travtræner: Flemming Jensen

Årets Travkusk: Birger Jørgensen

Årets Amatørtræner: Peter Rudbeck

Årets Amatørkusk: Mads Petersen

Årets Opdrætter: Niels Juel

Årets Komet: Jeppe Rask

Årets Montéprofil: Christina Lindhardt

Årets Staldmand M/K: Kristina Bach

GALOP:

Årets galophest: Annaboda

Årets 2-åring: Harbour Light

Årets 3-åring: Annaboda

Årets Ældre Hest: Jubilance

Årets Galopjockey: Nicolaj Stott

Årets Galoptræner: Bent Olsen

Årets Amatørtræner: Susanne Johansen

Årets Amatørrytter: Lea Olsen

Årets Opdrætter: Stutteri Hjortebo

Årets Komet: Rikke Rohbach Bonde, Pernille Thim, Liv Nielsen og Sabina Gammelgård (dødt løb)

Stormagasinet Sallings Rytterkonkurrence: Lea Olsen