Han førte kniven mod travbanerne

Bent Knie, der er formand i Hestesportens FinasieringsFond, ser lyst på travsportens fremtid trods meddelelsen om lukning af to travbaner fra nytår

Bent Knie-Andersen er formand for HFF. (Polfoto)
Bent Knie-Andersen er formand for HFF. (Polfoto)

Bent Knie. Navnet vækker ikke begejstring i travkredse i disse dage.

Som formand for Hestesportens FinansieringFond, var det ham, der præsenterede væddeløbssporten for konsekvenserne af det politiske forlig, som medfører, at der næste år er 15 millioner kroner mindre end de 98,6 millioner kroner, som sporten i år modtager fra tipsmidlerne.

- Vi har meddelt, at to baner lukker. Det bliver Billund og Nykøbing Falster, siger Bent Knie til Ekstra Bladet.

Det er kun en uge siden, at der blev indgået forlig.

- Vi har været inde i en lang proces, og det har været vigtigt for os at melde hurtigt ud, da der skal varsles opsigelser og afvikles aftaler. Vi mener, at det er de to baner, hvor lukninger gør mindst skade. Der er flere mennesker til løb i eksempelvis Charlottenlund, siger Bent Knie.

Det er 11 år siden, at HFF blev dannet for at fordele de midler, som væddeløbssporten modtager fra Kulturministeriet.

- Jeg synes, at vi har gjort en forskel. Der er eksempelvis flere unge til væddeløb end tidligere. Vi har med at gøre en sport, der ikke må uddø. Det er en politisk beslutning, at der skal lukkes baner og der er rapporter, der siger, at vi lige så godt kunne lukke fire, siger Bent Knie om beslutningen.

Er det gået fremad eller tilbage for væddeløbssporten under HFF?

- Det er gået fremad. Eksempelvis er dannelsen af Dansk Hestevæddeløb en rigtig beslutning. Det er med til at lave et fællesskab mellem banerne.

Har man brugt nok ressourcer til at påvirke politikernes beslutning om fordelingen af tipsmidlerne?

- HFF er nedsat af Kulturministeriet. Vi er ministeriets forlængede arm. Det er ikke os, der kan påvirke. Det skal sporten selv. Dansk Hestevæddeløb har lavet lobby arbejde. Vi kan kun tage resultatet til efterretning.

Hvordan ser du fremtiden for hestesporten?

- Det gælder om at finde nye spilmuligheder i Danmark og sammen med partnere i de nordiske lande. Det er goderoden i det, som er vedtaget. Det bliver HFF, der skal gå forrest i det arbejde via kontakterne til Danske Spil.

Der skal spares 15 millioner næste år. Hvert år bruger HFF over en million på at føre penge videre fra Kulturministeriet til sporten. Bliver der sparet der?

Vi har løn til en mand. Jeg modtager mellem 60.000 og 70.000 kroner om året. De to øvrige politiske valgte modtager halvdelen. Så har vi udgifter til revision og nmøder. Vi er nok det organ, der tager mindst for det arbejde med omkring en procent af tilskuddet.

Hestesportens tilskud
Hestevæddeløbssportens organisationer indgik i år 2000 en aftale med daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) og skatteminister Ole Stavad (S) om, at Danske Spil skulle overtage spil på heste.

Til gengæld skulle sporten have en årlig kompensation på ca. 100 mio. kr. Dette beløb blev i 2003 ændret til en procentdel af Danske Spils overskud, og med den forårets politiske aftale bliver væddeløbsbanernes eksistensgrundlag altså fra 2015 yderligere reduceret med en tredjedel.

Kilde: HFF

Ekstra Bladet Trav

Alt om travligaen - klik her

Ekstra Bladets travside: ekstrabladet.dk/trav

Bliv hesteejer i travligaen for 200 kroner i måneden: ekstrabladet.dk/travklub

0 kommentarer
Vis kommentarer