Axel får gashåndtaget i bund

Den brølstærke tre-årige hest skal forsøge at kvalificere sig til Dansk Trav Kriterium

På vej mod sejren. Axel og Rene Kjær ved en sejr i Aarhus. (Foto: Ole Hindby)
På vej mod sejren. Axel og Rene Kjær ved en sejr i Aarhus. (Foto: Ole Hindby)

– Det bliver med gashåndtaget i bund.

Sådan siger Rene Kjær, der på søndag på Charlottenlund Travbane skal forsøge at kvalificere Axel til årets største løb for treårige travheste: Dansk Trav Kriterium.

Efter den overbevisende sejr i Jydsk 3-årings Grand Prix i begyndelsen af august måned bliver Axel storfavorit i kvalifikationsløbet, hvor de gode heste er delt ud på tre løb.

For Rene Kjær bliver det et møde mod Aros Line, som kusken tidligere har kørt. Den skal nu i stedet køres af Steen Juul.

– Jeg har vundet tre løb med Aros Line. Det bliver et spændende møde, for det er også en god hest. Men jeg forventer, at Axel umiddelbart er den bedste af de to heste, siger Rene Kjær, der mener, at Axel ikke kan udnytte det indvendige startspor i forhold til Aros Line.

– Axel er ikke særlig hurtig fra start, så når feltet er sat, så sætter jeg turbo på og lader Axel dampe af sted over de sidste to kilometer. Det bliver med gashåndtaget i bund, siger den fynske kusk.

Derfor blev Axel slettet
Den treårige hest skulle have startet i Derby-weekenden for to uger siden.

– Ejeren er dyrlæge, og han målte lidt feber på hesten. Det viste sig, at den havde slim i halsen. Derfor udgik hesten. Den trænede først på ugen, og der var den lækker og fin igen.

– Derfor er jeg sikker på, at hesten er fin igen. Jeg glæder mig ekstra meget til løbsdagen, når jeg skal køre så fin en hest.

Finalen i Dansk Trav Kriterium er søndag 4. oktober.

Ekstra Bladet Trav

Alt om travligaen - klik her

Ekstra Bladets travside: ekstrabladet.dk/trav

Bliv hesteejer i travligaen for 200 kroner i måneden: ekstrabladet.dk/travklub

0 kommentarer
Vis kommentarer