Danmarks største træner sadler om

Flemming Jensen vil have færre løbsheste og flere ungheste

I fremtiden bliver der færre løbsheste, der skal ridetrænes på gården ved Hjallerup. I fremtiden skal unghestene køres til. (Foto: René Schütze)
I fremtiden bliver der færre løbsheste, der skal ridetrænes på gården ved Hjallerup. I fremtiden skal unghestene køres til. (Foto: René Schütze)

GÖTEBORG (Ekstra Bladet): Det er sent torsdag aften. Flemming Jensen står på staldgangen på Åby-travbanen i Göteborg. Klokken nærmer sig 22.00 – en lang dag er langt fra ved at være slut.

Klokken otte den morgen lagde færgen fra land i Frederikshavn. Tre en halv time lægger den til ved Göteborg. Løbsdagen begynder først kl. 16.00.

Nu er der to en halv time til færgen sejler hjem til næste dags træning.

På staldgangen taler han med en dansk kollega. De taler om dagens resultater. Flemming Jensen har ikke selv været på vinderpladsen den gang. Men stalden har haft så mange heste med i løbene, at der har været gæstekuske på nogle af hestene. Svenske Johnny Takter har nappet en sejr til stalden. For bare et år siden skovlede danskeren selv sejre i hus – men lige for tiden er der længere tid mellem gevinsterne. Sådan er det i travsporten. Det går op og ned.

Flemming Jensen skoer selv sine heste. (Foto: René Schütze)
Flemming Jensen skoer selv sine heste. (Foto: René Schütze)

Flemming Jensen er netop fyldt 54 år.

-  Det er for hårdt at tage til Sverige to-tre gange om ugen. Det er blevet for meget. Jeg vil meget gerne ned på en gang om ugen, siger Flemming Jensen.

Er det alderen, der trykker?

- Du kan selv se, hvordan du har det, når du kommer hjem i morgen tidlig, svarer han og kigger journalisten dybt i øjnene.

- Det er gået godt i mange år. Vi har leveret fantastiske resultater. I år er vi gået fra 100 heste i træning til omkring 70, og jeg vil meget gerne have endnu færre løbsheste, og så begynder jeg at tage ungheste i træning.

Men du er jo ikke rigtig kendt for at lave ungheste?

- Nej. Det har jeg sagt nej til i 25 år. Jeg ser det som en udfordring, og før i tiden har jeg faktisk trænet ungheste. Men dem, der kan huske det, de er døde. Nu vil jeg gerne tilbage til det, siger Flemming Jensen og smiler skævt.

- Jeg vil gerne have omkring 65 heste i træning. Kan jeg selv bestemme, så skal 40 af dem være løbsheste og 25 ungheste. Men det er jo ikke noget, som jeg kan lave om på en formiddag, siger han.

Flemming Jensen foran famliens motto. (Foto: René Schütze)
Flemming Jensen foran famliens motto. (Foto: René Schütze)

Han opridser den store fordel ved at satse på at træne fremtidens stjerner op i stedet for at være god til at få det sidste ud af gamle travere.

- Jeg kan være meget mere hjemme, siger han.

- Jeg er ude efter heste, der kan være med i svenske og danske årgangsløb.

Der har i flere uge været gang i entreprenør-maskinerne hjemme i Hjallerup.

- Det er nødvendigt at få lavet en ny træningsbane. Lige nu har vi en to kilometer motionsbane med tungt sand, hvor vi rider hestene. Nu skal vi have en bane på to kilometer, hvor vi kan køre hestene, så vi bygger en bane med sand, som skal toppes med stenmel. Der skal være to langsider på 800 meter, hvor vi kan køre hestene lidt hurtigere, siger han.

Flemming Jensen har leveret topresultater i mange år.

Der kommer altså snart en derbyvinder, som du har kørt til?

- Heh. Det er en lang proces. Jeg kan ikke sige, om det sker. Der er mange rigtig store trænere, der forsøger hele livet og aldrig prøver det.

På den netop overståede Derbyauktion blev der købt nogle et-åringer. Det er en del af den nye satsning.

- Lige nu har vi fire-fem etåringer i stalden. Jeg glæder mig til at udvikle dem. Det gælder selvfølgelig om at få dem hurtigt frem, og jeg vil tro, at halvdelen af dem kommer til start som toårige.

Det kræver mange ansatte, når 12 heste skal rides på en gang. (Foto: René Schütze)
Det kræver mange ansatte, når 12 heste skal rides på en gang. (Foto: René Schütze)

1 kommentar
Vis kommentarer