En DM-titel og 171.096 kroner i præmiepenge er det blevet til i år. Nu hæves overliggeren, når også amatørtræneren Jan M. Rasmussen fra Viborg står overfor den største oplevelse - Europas bedste hopper mødes på Solvalla-banen i Stockholm til EM for Hopper og kæmper om 1.800.000 svenske kroner i præmiesum.
- Som en lille hesteejer er det helt unikt at være med her. Det er måske den eneste chance, man får, da hesten både skal have form på dagen, og så skal den udtages, altså på forhånd betragtes som den bedste i sit land, fortæller Jan M. Rasmussen til danskhv.dk.
- Hoppen er vildt hårdt matchet - nogle af hestene har verdensklasse, mens andre bare er rigtig gode. Men omvendt har Stickittothem vist en enorm fart fra start, og evnen til at holde farten, så jeg tænker ikke, at de løber fra den.
- Det er klart det største, jeg har været med til, og det bliver en kæmpe oplevelse at tage del i så stor en løbsdag. Kan hun tage en præmie, så går jeg derfra med hænderne over hovedet, siger Jan M. Rasmussen.
EM for Hopper afgøres i 11. løb med start kl. 21.27. Stickittothem køres af Knud Mønster og starter fra spor 5. Løbet kan følges på Dantoto Racing Live på danskespil.dk