Travikonet Steen Juul blev nytårsaften ramt af en blodprop, men nu er han udskrevet og hjemme igen.
Det oplyste Team Juul i et opslag på Facebook tirsdag aften.
- Steen kom her til aften endelig hjem i sine vante rammer igen, hvor han hører til, sammen med familien og alle hestene.
- Nu skal han have ro og tid til at komme sig helt, og så skal det hele nok blive godt igen. Han er den sejeste, vi kender, skriver Team Juul.
Der er taknemmelighed for alle de beskeder, der er tikket ind fra nær og fjern.
- Hele familien takker for den enorme og overvældende støtte. Tak til hver og en, som har sendt en besked eller tanke vores vej. Vi er meget taknemmelige for støtten, lyder det.
Den 71-årige travkusk og -træner, der indledte sin karriere i 1974, vandt i 2021 det prestigefyldte Dansk Trav Derby for 11. gang - 10 af dem har været som kusk og et enkelt som gæstekusk.
Første derbysejr tog han for 39 år siden.
Det er fra den såkaldte sulky - en lille vogn trukket af hesten - at Steen Juul styrer sine heste med stor overbevisning.
Gennem karrieren har han taget tusindvis af sejre. I januar 2020 blev Steen Juul indlemmet i travsportens Hall of Fame.