Flemming Jensen lader Jeppe Rask klare kvalifikationen til Jydsk 4-årings Grand Prix i Aarhus og sidder selv bag de fire heste, som Danmarks største trænerstald sender til V75-løbene på Kalmar-banen i Sverige søndag eftermiddag.
- Jeg ser Yamani Hornline og Obi Wan som mine bedste chancer, siger Flemming Jensen til Ekstra Bladet forud for løbene, hvor spillerne har 28 millioner kroner at kæmpe om i V75-spillet syverpulje.
V75-guide: Dobbelt jackpot søndag
Obi-Wan er med i den fornemmeste klasse: Gulddivisionen.
- Obi Wan (4 i V75-7) holder fin form, den er ikke så hurtig fra start, så det er ikke bare at køre frem og ned i inderbanen. Vi håber på overpace, så vi kan udnytte dens speed til slut, vurderer Flemming Jensen.
- Yamani Hornline (7 i V75-5) har nu et løb i kroppen, hvor den løb tilfredsstillende. Jeg ser den som en chance blandt de tre-fire første. Det er en rigtig stayer, der klarer hver en meter.
Team Jensens vurderer stalden yderligere to V75-starter således:
- Roxy Hill (10 i V75-1) har startet en del gange i Bronzedivisionen og aldrig været blandt de tre første, så det er svært at tro, den kommer det her. Hesten holder ellers fin form.
- Jeg frygter lidt for formen på Jumble Ås (2 i V75-3). Hoppen har ikke vist det helt store her på det seneste. Hun skal ligesom vise lidt mere for, at vi helt kan tro på hende, siger Flemming Jensen.