Det vanskeligste er at vælge danskerne

Ugens Staldbesøg: Flemming Sunn er i fuld gang med at sammensætte feltet til Danmarks største internationale løb Copenhagen Cup. Mange danske heste banker på for at komme med

Björn Goop kan smile. Sejren med Your Highness i Copenhagen Cup 2016. (Foto: Lasse Jespersen)
Björn Goop kan smile. Sejren med Your Highness i Copenhagen Cup 2016. (Foto: Lasse Jespersen)
Følg Trav

Søndag 14. maj køres Danmarks største internationale travløb – Copenhagen Cup.

Løbets sportschef, Flemming Sunn, arbejder nu med at få sammensat et stærkt felt af toptravere.

- Drømmehestene er franske Bold Eagle eller amerikaneren Nuncio fra Sverige. Det er Europas to mest omtalte travheste, men begge skal 14 dage senere til Elitloppet, og der er så meget prestige i det møde, at kredsene omkring begge heste siger, at Copenhagen Cup er udelukket.

- Begge heste får for lang transporttid til Charlottenlund, og der er så meget på spil i Stockholm, siger Flemming Sunn.

Ugens Staldbesøg er rykket ind på et kontor ved travbanen i Aarhus. Her sidder Flemming Sunn og arbejder, og netop han kommer i de næste måneder til at besøge mange stalde i både ind- og udland for at holde kontakterne til mulige deltagere varme, inden alle 10 deltagere er på plads måske først seks dage inden løbet.

Emnerne er mange, men især løbets en eller to danske deltagere, giver sportschefen hovedbrud.

- Det er vigtigt, at vi har dansk deltagelse Publikum skal have en deltager at forbinde sig til. En hest som de både kan heppe og spille på. På den måde føler danskerne, at de er en del af Copenhagen Cup.

- Derfor er nåleøjet også større for de danske deltagere, siger Flemming Sunn.

Han peger i tilfældig rækkefølge følgende danske travheste som emner til deltagelse i prestigefulde felt:

Artiklen fortsætter under faktaboksen

- Alle omkring disse heste kan med fornuft sige, at de gerne vil være med i løbet, siger Flemming Sunn.

Sidste år fik de danske heste en mulighed for selv at stemple ind på startlisten. Charlottenlund Travbanes fødselsdagsløb gav sejr til Peter Jensens Gigant Slugger, der kvitterede for indbydelsen med en fjerdeplads i Copenhagen Cup.

- Der er ikke sådan et løb i år, så der bliver ingen wildcard på den måde, siger Flemming Sunn, der i sidste ende må tage beslutningen.

- Det er nok den største udfordring at vælge blandt de danske emner. Jeg vil sige, at det er mere end almindeligt svært, siger sportschefen.

- Bredden i den danske elite er stor, og for de danske emner, er det en fordel, at Copenhagen Cup er gået et niveau ned i forhold til tidligere, siger Flemming Sunn.

Flemming Sunn er sportschef for dansk travsport. (Foto: Lasse Jespersen)
Flemming Sunn er sportschef for dansk travsport. (Foto: Lasse Jespersen)

Han peger på, at præmiesummen er sat ned i Copenhagen Cup. Der er 350.000 kroner til vinderhesten.

- Førhen har vi kunnet samle verdenseliten, men det kan vi ikke mere. Præmierne er begrænset i forhold til andre løb omkring os og også i Frankrig. Heldigvis er Copenhagen Cup stadig et Gruppe I-løb, siger Flemming Sunn.

Det er Folketingets nedskæring af andel til væddeløbssporten fra Tipsmidlerne, der har sat en dæmper på præmierne både i hovedløbet og i de andre løb på dagen.

- Vi må drømme andre drømme end verdenseliten. Vi må vise dem frem, der bliver stjerner. Vi har været heldige eller dygtige nok til at have vinderen af Olympiatravet med de sidste to år – både Solvato, B.B.S. Sugarlight og Your Highness

- Vi ved endnu ikke, hvem der kommer til at vise sig frem. Men det er klart, at Olympiatravet, har stor fokus for os. Det er en vigtig weekend, for det er lige to uger inden Copenhagen Cup.

Flemming Sunn har fået en udfordring med de franske deltagere.

- Det har ofte været Fabrice Souley, der har deltaget i storløb på vores breddegrader, men han er pt. under dopinganklage i Norge og Sverige, og derfor er han uønsket hos os.

- Det gør ikke opgaven med at finde franske heste lettere, for dernede er der flere løb omkring samme tidspunkt med højere præmiesummer. De kan både vinde flere penge hjemme og spare den lange transport. Derfor gælder det om at finde nogle heste, som franskmændene kender for at trække spil fra Frankrig, siger Flemming Sunn.

***

Sunn: Copenhagen Cup er en god forretning for travsporten

Copenhagen Cup giver dansk travsport stor omtale i udlandet. Det er en af kun to danske travdage med V75-spil. (Foto: Lasse Jespersen)
Copenhagen Cup giver dansk travsport stor omtale i udlandet. Det er en af kun to danske travdage med V75-spil. (Foto: Lasse Jespersen)

Selv efter nedsættelsen af præmieniveauet i både Copenhagen Cup og de andre internationale løb på selve dagen bruger dansk travsport 2,5 millioner kroner på præmierne.

Mens sporten skal spare andre steder, har det fået kritik blandt nogle aktive, at der bliver brugt mange penge på årets næststørste travdag i hovedstaden.

- Regnestykket for Copenhagen Cup-dagen er et af de bedste i sporten, siger Flemming Sunn til forsvar.

- Sidste år blev der spillet for 40 millioner kroner rundt omkring i Europa på den dag. Alene det giver to millioner kroner.

- I Danmark blev der spillet for en halv million, og desuden kommer der indtægter fra sponsorer, entré og en stor markedsføringsværdi. Når man gør det samlede regnestykke op, så er det en af de allerbedste løbsdage, siger Flemming Sunn.

Der er mange udenlandske deltagere i løbene på Copenhagen Cup-dagen.

- Jeg ved godt, at udlændingene henter mange af præmiekronerne, men man skal også tænke på, at danske heste henter omkring 20 millioner kroner i udlandet om året.

- Dansk travsport har på den måde en meget positiv handelsbalance, siger Flemming Sunn.

Han peger også på, at det især er Copenhagen Cup-dagen, der gør spil til dansk hestesport interessant for udenlandske samarbejdspartnere.

- Det er drivkraften i vores samarbejde med Sverige og Norge, siger Flemming Sunn.

***

’Svensk’ dansker skal hjælpe Flemming Sunn

Så er der topfart på Charlottenlund Travbane. Starten er gået til Copenhagen Cup. (Foto: Lasse Jespersen)
Så er der topfart på Charlottenlund Travbane. Starten er gået til Copenhagen Cup. (Foto: Lasse Jespersen)

Halmstad-banens danske sportschef Rene Jensen indtræder i arbejdet for at skaffe de bedste felter i løbene på Copenhagen Cup-dagen.

Han har via sit arbejde et særdeles godt kendskab til travsporten i Sydsverige.

- I og med, at niveauet er sat en smule ned, så er det meget heste fra Malmø, Halmstad og Göteborg, som vi skal have fat i. Derfor er det relevant at få Rene Jensen med. Det er sund fornuft, og samtidig er det yderst favorable vilkår for os, siger Flemming Sunn.

- Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet. Rene er seriøs og ambitiøs og meget vidende om sporten. Jeg glæder mig til mod- og medspil helt fra idéfasen til evaluerikngsfasen.

- Jeg har selv 10 års erfaringer med at lave Copenhagen Cup. Derfor er det fint med flere indspark, siger Flemming Sunn.

Rene Jensen har været sportschef på Halmstad-banen siden 1998, inden var han 10 år i samme funktion på Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.

- I alt har jeg omkring 30 års erfaring i travsporten, siger han til Ekstra Bladet.

- Det jeg især kan bidrage med er mine kontakter i det svenske. Hvert år arrangerer jeg Sprintermesteren på Halmstad, og mange af de største svenske trænere har jeg nærmest daglig kontakt med.

- Førstepræmien i løbet er nærmest halveret, og i forhold til et løb med en million kroner i førstepræmie, så kommer deltagerne ikke af sig selv til Copenhagen Cup mere. Jeg tror, at det i højere grad kræver personlige kontakter og få deltagere med, siger Rene Jensen.

- Jeg håber på et godt resultat. Vi kan jo først se resultatet i ugen op til Copenhagen Cup, men jeg tror helt klart, at det er en fordel at fire øjne kigger på hestene fremfor to, siger han.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind