Gense Hoppederbyet herover
CHARLOTTENLUND (Ekstra Bladet): - Det er tredje gang, at den her pisk har vundet et derby.
Flemming Jensen er kommet tilbage i stalden efter sejren i Dansk Hoppe Derby 2020 bag Eenymeenyminymoe og viser sin hvide pisk frem til Ekstra Bladet.
- Jeg vandt hoppederbyet med Odysse Eastwind og dagen efter derbyet med Okay Bee. Det kostede mig begge gange 1000 kroner i både, for den gang måtte man ikke køre med hvid pisk. Den har hængt derhjemme i stalden, og i dag tog jeg den med igen.
- Jeg tror, at den giver en ekstra effekt, men måske er det bare overtro, siger han.
Retfærdigvis skal det nævnes, at Flemming Jensen ikke fik brug for pisken, som der er strenge straffe for at bruge for meget i travsporten.
For Eenymeenyminymoe vandt en let sejr, der blev grundlagt, da nordjyden hurtigt i løbet sendte sin hest i front.
- Jeg kunne se, at Bent Svendsen ikke ville af med føringen, og så tænkte jeg, at han ville sidde bag enten mig eller Steen Juul. Steens hest var på papiret den farligste modstander, så min første mission var at komme før ham i første sving. Det lykkedes.
Steen Juul, der blev toer med Exclusive Laser:
- Flemming kom før mig, at så havde jeg ikke rigtig nogen chance. Jeg er aldrig tilfreds med en andenplads, men min hest er ikke så hurtig fra start, og det blev afgørende.
Tilbage til Flemming Jensen:
- Det blev perfekt. Steen Juul sad godt nok anden udvendigt. Det er ikke nogen dårlig position, men Eenymeenyminymoe gjorde det fint. Den tager godt nok lidt af farten af til slut. Derfor kom Steen tæt på til slut, men jeg følte mig aldrig slået, sagde Flemming Jensen til Ekstra Bladet.
Tredjepladsen i løbet gik til Entre Hyrdehøj, mens medfavoritten Expensive Attitude sad uhjælpeligt fast - og ikke havde nogen indflydelse på resultatet.
Førstepræmien i hoppederbyet var 335.000 kroner.
Ekstra Bladet viser Dansk Trav Derby hele weekenden - se med her