I anledning af Birger Jørgensens 40 års trænerkarriere - kommer lige denne fra 2016 igen! Tillykke til Danmarks mest vindende sportsmand.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Ekstra Bladet har ledt og ledt. Der findes ikke en dansk elitesportsmand, der har smagt sejrens sødme flere gange end travkusken Birger Jørgensen. Over 8000 gange har han styret hestenes muler først på målstregen. Her slår den 58-årige Aarhus-kusk ned på fem højdepunkter i karrieren
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Den første
Jeg vandt med Sonny Senator i 1975. Jeg var blevet 18 år og fik licens i august, og jeg vandt første sejr inden nytår. Jeg var begyndt hos Harald Lund lige efter jeg var færdig med folkeskolen, og på det tidspunkt var jeg tredjemand i stalden. Det vil sige, at først fik Harald Lund køreturene, og derefter var det Martin Lund og Anders Jensen. På det tidspunkt havde jeg trænet utrolig mange heste, så jeg havde jeg en meget bedre fornemmelse for det, end de unge, der får lov at være med i dag, når de bliver 16 år. Jeg havde lært meget af de to andre staldmænd og havde kørt over 1000 træningsture.

--------- SPLIT ELEMENT ---------
Den største
Min første derbysejr i 1988. Det var en speciel følelse, og sejren med Lancelot Broholm er den, der betyder mest for mig. Jeg har vundet andre storløb som Opdrætningsløbet og Travkriterium, men det største fireårsløb – det betyder noget ekstra, og så var det en hest, som jeg selv trænede. Der var rigtig mange mennesker på Charlottenlund Travbane, og derbyet er årets største løb. Der er mange ting, der skal lykkes, og det var en hest, der kom ud af ingenting. Jeg tror ikke, at den havde tjent over 100.000 kroner, da den vandt derbyet. Det tror jeg ikke kunne ske i dag, hvor konkurrencen er hårdere, og hestene er mere gennemtrænede, men dengang skulle formen være i top på dagen, og så skulle man have lidt racing luck. Efterfølgende skød vi lidt over målet og rejste til det nordiske derby i Finland.

--------- SPLIT ELEMENT ---------
Den sjoveste
En kategori som jeg har lidt svært ved at forholde mig til, når der er 8000 sejre at vælge mellem. Jeg vælger, min sejr i VM for Travkuske i Norge i 2009. I en løbsserie over flere dage gælder det om at have lodtrækningsheld, når hestene bliver fordelt, og så skal de andre kvaje sig. Det var fint, at det lykkedes, og det betød meget for mig, at jeg det år også blev Årets Idrætsnavn i Aarhus. Der var jeg jo oppe mod alle seriøse og dygtige folk fra byen, så det er også en titel, der vejer tungt. Når det er sagt, så er en VM-sejr for travkuske jo ikke som de fleste andre sportsgrene. I for eksempel cykling er det jo rytteren selv, men i travsporten er jeg jo bare en lille del af det. Uden hesten er jeg jo ligegyldig.

--------- SPLIT ELEMENT ---------
Den kontroversielle
Da jeg vandt EM i 1989 kørte konkurrencen en hel uge i Finland. Den sidste dag var to af mine heste udgåede, og jeg fik i stedet tildelt to reserveheste. Det er som regel heste, der ikke engang kan bruges til at fylde felterne op, men lige den dag blev jeg nummer to med begge reserver. Ved et andet EM var jeg førende inden sidstedagen i Billund. Jeg har lært af de her konkurrencer, at der som regel bliver taget lidt hensyn i lodtrækningen af hestene til hjemmebane-kusken, men det havde arrangørerne i Billund slet ikke øje for, og jeg fik så mange dårlige heste den dag. Så jeg kan i hvert fald sige, at Billund Trav har ikke snydt.

--------- SPLIT ELEMENT ---------
Den jeg ikke fik
Da Flemming Jensen vandt Golden Cup-løbet og guldbarren til 250.00 kroner i 2011. Jeg blev pløjet ned i første sving af den dengang unge Michael Holmer. Min hest galopperede, men vi kom tilbage og blev slået lige på målstregen af Flemming Jensen. Der var ingen ekstra præmie til anden-kusken, så pengene de fløj lige ud i luften. Michael Holmer kom ud som ung kusk og var uforberedt. Han havde ikke fornemmelse af tid og sted. Han var slet ikke klædt på til at køre om så mange penge. Men heldigvis har jeg da overlevet det tab.


Kender du en elitesportsmand med flere sejre så kontakt: stof@eb.dk
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.