Hvis Ekstra Bladets tips til V5-spillet i eftermiddag i Aalborg holder, så vinder Jeppe Juel mange løb.
Han er tippet som vinder i fire løb, også i V5-finalen, hvor han og Tonicetobetrue jagter fjerde sejr i træk. Selv om hesten vandt Travliga 2-finalen senest, så er den langtfra selvskreven til sejr i den første indledende afdeling i sommerens runde.
– Jeg har stor respekt for Flemming Jensens Slide So Easy. Det er ikke så tit, at han udtaler sig så rosende om en hest, som han har gjort her. Han regner med, at det bliver staldens næste hest i Gulddivisionen, så jeg regner med, at løbet afgøres mellem ham og mig, siger Jeppe Juel.
– Du har selv høje tanker om Tonicetobetrue?
– Ja. Det har jeg. Den har haft store problemer med benene, men det er, som om den kommer sundere og sundere fra sine starter. Det begynder at gå den rigtige vej for hesten, og jeg tror, at den kommer til at række i udlandet også, siger Jeppe Juel.
– Hvorfor starter du den så i Aalborg?
– Jeg gør det for ejernes skyld. Hvis den klarer sig godt i det løb, så kommer den med til næste Liga 2-finale, der køres i begyndelsen af juli i Aarhus, så lige her gælder det oplevelsen frem for større penge i de svenske løb, siger Jeppe Juel.
Hesten ejes af 100 anparter fordelt på læsere af Ekstra Bladet. De er samlet i Ekstra Bladets Travklub.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.