Købte derbyvinderen for spotpris

Tre ungdomsvenner oplevede den største succes efter næsten 40 år som hesteejere

Se Jan Dahlgaard fortæller om derbysejren herover

CHARLOTTENLUND (Ekstra Bladet): Det er noget af en god handel, som de tre ungdomskammerater Henrik Poulsen, Jacob Wolfsohn og Knud Lillegård gjorde for tre år siden.

På den årlige derbyauktion over etårige travtalenter var især Jacob Wolfsohn faldet pladask for Winston Sisa.

De bød og fik hammerslag på bare 35.000 kroner.

Tre år senere klaskede Winston Sisa alle konkurrenterne og vandt derbyets førstepræmie på 525.000 kroner. I alt har den fireårige travhest løbet 1.226.000 kroner hjem til vennerne.

– Jeg savner ord. Det her er det største, vi kan nå i Danmark. Vi har haft et utal af heste sammen i snart 40 år, og så er det jo fantastisk at vinde det her med mine ungdomskammerater fra travbanen. Vi har aldrig været i nærheden af en derbysejr før, så det er ikke til at beskrive, sagde Jacob Wolfsohn i vindercirklen og fortsatte:

– Pengene for sejren her betyder ikke rigtig noget. Det står på sidelinjen af den her oplevelse.

Trav - 30. aug. 2015 - kl. 18:59 Dansker satte verdensrekord

De tre kammerater havde inden derbyet afgjort en nervøs dag. Inderst inde lurede nervøsiteten over, om den 33-årige Jan Dahlgaard stod for presset i sit første derby.

– Jeg har ikke været så nervøs i ugen op til, men det har jeg været i dag. Det har mest gået på, om Jan Dahlgaard ville klare det. Nu er jeg glad for, at vi valgte, at han kørte hesten i derbyet.

– Det var det bedste, der kunne ske, at Jan Dahlgaard vandt med hesten.

Kredsen omkring Winston Sisa fejrer derbysejren i vindercirklen. (Foto: Lasse Jespersen)
Kredsen omkring Winston Sisa fejrer derbysejren i vindercirklen. (Foto: Lasse Jespersen)

0 kommentarer
Vis kommentarer