Miraklet kom fra Aalborg

Tre heste med i Derbyet: For under et år siden var Gordon Dahl tæt på at droppe travsporten

Gordon Dahl med Wishing Boy og Unik Tamsen. De to heste bliver i Derbyet overladt til andre kuske. Han kører selv United K K, som er hjemme hos ejeren. (Foto: Astrid Dalum)
Gordon Dahl med Wishing Boy og Unik Tamsen. De to heste bliver i Derbyet overladt til andre kuske. Han kører selv United K K, som er hjemme hos ejeren. (Foto: Astrid Dalum)

En fjerdedel af hestene i årets travderby har Gordon Dahl fra Aalborg kvalificeret. Det var der ikke meget, der tydede på for et år siden, hvor travtræneren, der dengang havde licens i Skive, var tæt på at opgive det hele.

- Sidste efterår var jeg ude i erhvervslivet, siger træneren og hentyder til sit fuldtidsjob på Schades Papir i Skive.

- Det var et rigtig godt job i betragtning af, at jeg bare kom ind fra gaden. Jeg var faktisk indstillet på at lægge travsporten på hylden.

- Man kan ikke koncentrere sig 100 procent om et trænerjob, hvis man også har et andet job ved siden af. Hvis man går mine mange kolleger, der også har et ekstra job, på klingen, så er jeg sikker på, at de vil give mig ret.

- Jeg havde svært ved at se en fremtid, hvor jeg arbejdede mange timer hver eneste dag uden at kunne lægge en femøre fra, siger Gordon Dahl til Ekstra Bladet.

Der var få lyspunkter for væddeløbssporten i Danmark. Et enigt folketing skar sportens andel af tipsmidlerne fra omkring 96 millioner kroner med i første omgang ti millioner i år til 30 millioner i 2018.

Det vigtige opkald
Der blev talt om banelukninger. Travbanerne i Billund og Nykøbing Falster blev først reddet, da det lykkedes for sportens forhandlere at ændre nogle af forudsætningerne for den politiske beslutning. Lige nu arbejdes der på en mere holdbar løsning for travsporten.

I november ringede Gordon Dahls telefon.

Opkaldet var fra Keld Gregersen, der ejer Geia Food – en stor koncern, der har en milliardomsætning af fødevarer til stort set samtlige supermarkedskæder i Skandinavien.

De to har kendt hinanden siden 1988, da Gordon Dahl første gang var træner i Aalborg.

Dengang lykkedes det for træneren at sælge hesten O’Connel til Charlottenlund Travbane for 150.000 kroner for Axel Jacobsen.

Det har hesteejeren aldrig glemt, og ved adskillige sammenkomster havde Keld talt om at fastansætte Gordon Dahl som privattræner.

- I telefonen spurgte han mig, om vi skulle gøre alvor af vores idéer, fortæller travtræneren.

Tina Dons Christoffersen giver Wishing Boy et bad efter træningen. Foto: Astrid Dalum
Tina Dons Christoffersen giver Wishing Boy et bad efter træningen. Foto: Astrid Dalum
 

De to mødtes – og allerede 1. januar skiftede Gordon Dahl sin stald i Skive ud med Keld Gregersens Enghavegård lige uden for Hasseris ved Aalborg.

- Kelds heste var ikke gode nok, og der var for lang tid til, de ville blive til noget. Derfor besluttede vi, at han købte min trænervirksomhed med, så jeg også kan træne heste for andre end ham, siger Gordon Dahl.

Spilder ikke tiden
De tre derbyheste er alle ejet af andre hesteejere end Keld Gregersen.

- Det her var aldrig lykkedes, hvis jeg ikke var kommet herop, siger Gordon Dahl.

- Det har givet mig meget større muligheder. Nu har jeg ingen heste i træning, som jeg inderst inde ved, at de har bedst af at være hjemme ved ejerne. Før kunne jeg godt finde på at beholde dem nogle uger ekstra for at sikre lidt økonomi. Men nu behøver vi ikke spilde tiden. Når arbejdsdagen er færdig, har vi nået det, som vi skal nå, siger træneren.

Poul Erik Jensen - med tilnavnet Grønært - bruger meget tid på gåture med Wishing Boy. Det skal mildne hesten temprement. Foto: Astrid Dalum
Poul Erik Jensen - med tilnavnet Grønært - bruger meget tid på gåture med Wishing Boy. Det skal mildne hesten temprement. Foto: Astrid Dalum
 

Han har straks set de nye forhold på resultatlisterne.

- Man kan se der, at vi har haft et godt år. Jeg er meget tilfreds, og det har været rigtig godt. De ting, der skal laves ved anlægget, sørger Keld for, at de bliver lavet. Det er rart at være et sted, hvor der er råd til at vedligeholde faciliteterne.

I løbet af et par uger bliver der taget et spadestik til en ny staldbygning, så der bliver plads til 32 heste.

- Nu skal jeg kun koncentrere mig om at passe hestene, og det får jeg en fast løn for hver måned, og der er mulighed for at lægge penge til side. Godt nok har min kone altid haft et godt job, men det kan jo ikke være rigtigt, at hun skal klare det hele, bare fordi jeg vil være travtræner, siger Gordon Dahl.

* * *

Gordon Dahl om sine tre derbyheste

Wishing Boy får førerpositionen. Det er jeg sikker på. Det er klart den bedste af mine tre deltagere, men den har også det værste temperament. Det har hjulpet gevaldigt på den, at vi kører nogle lange ture med den, og den toppede i derbyprøven. Men jeg tror ikke, at den kan slå Winston Sisa. Jeg er imponeret af det arbejde, som Jan Dahlgaard og Charlotte Poulsen har lavet med den hest. Den eneste, der kan slå Winston Sisa er Winston Sisa.

Jeg kan selvfølgelig sende Unik Tamsen frem og så bruge den til at holde favoritten ude i tredje spor, men jeg er sikker på, at Winston Sisa ville vinde alligevel. Og sådan konkurrerer vi ikke her. Det er ikke fair. Det er ingen skam at tabe til en bedre hest. Jeg har den fordel, at Mr. Derby i form af Steen Juul kører Wishing Boy. Han får i hvert fald ikke nerver på, og jeg er sikker på, at han har en plan.

Unik Tamsen skal fra spor 8 hurtigt fremad i feltet. Den kan være med de bedste, og det kræver, at den sidder fremme, for når der mangler en omgang af løbet, er jeg sikker på, at feltet er på vej til at blive delt i to. Selv med det dårligste startspor i første række er jeg er ikke bange for, at den får den hårde position udvendigt for førerhesten. Det er Birger Jørgensen for dygtig til. Hvis han alligevel havner der, så overlader han hurtigt positionen til Winston Sisa.

United K K blev lige efter derbyprøven sendt hjem til ejerne, for den stod og hang i boksen. Den er vant til at være øjestenen derhjemme, og så kom den herop og blev sat ind i en travfabrik. I de sidste to uger kan jeg alligevel ikke gøre nogen forskel, så den får mere ud af at være hjemme. Jeg kører selv United K K, og vi kører efter at få den sidste præmie i løbet.

* * *

Tre-dobbelt derbysejr

I 2001 havde Gordon Dahl fire heste med i Derbyet. Esterel Sunset vandt, og også anden- og tredjehesten, Eddie Skov og Euro Sunset, kom fra den daværende Skive-træner. Staldens sidste deltager Eaton Road tog femtepræmien.

- Det gik jo fint, siger Gordon Dahl og griner.

- Det var ekstremt, så gode de heste var. Det var helt unikt, og det kommer jeg ikke til at opleve igen. I år er jeg bare stolt af, at jeg har tre heste med i Derbyet.

Det er sket en gang tidligere, at en træner har haft de tre heste i mål. Det var Walther Kaiser-Hansen i 1963 med Emigrant, Eminent og Eugen.

Ekstra Bladet Trav

Alt om travligaen - klik her

Ekstra Bladets travside: ekstrabladet.dk/trav

Bliv hesteejer i travligaen for 200 kroner i måneden: ekstrabladet.dk/travklub

0 kommentarer
Vis kommentarer