HUSK EKSTRA BLADET DÆKKER HESTESPORTENS GALLA LØRDAG FRA KLOKKEN 13.00
- Vi kalder det Disneys gallashow i år.
Den nordjyske storhesteejer Keld Gregersen var stor i slaget, da han mellem jul og nytår mødte Ekstra Bladets udsendte på Charlottenlund Travbane. Stutteri Disney, som er ejernavne bag hestene fra nordjyden med speciale i frosne fødevarer, ser nemlig på forhånd ud til at dominere Hestesportens Galla lørdag i Aarhus.
Således er stutteriets privattræner Gordon Dahl nomineret til årets travtræner. Hestene Flora og Fossa er nomineret som årets to-årige travhest. E Type Cash er blandt årets bedste treårige, og endelig er derbyvinderen Dumbo en af mange i kategorien Årets fire-årige traver.
Det har været en ren jubelsæson.
- Den var fin, svarer Gorden Dahl.
- Kan du måske sige lidt mere?
- Det var et godt år, lyder det inden, der igen er tavshed på linjen.
O.k. en nordvestjyde fra Skive skal hjælpes lidt på vej.
- Hvad var højdepunktet?
- Det var helt klart at vinde Derbyet.
Artiklen fortsætter under billedet
- Hvad tænker du på, når jeg siger 'Derbysejren med Dumbo'?
- Jamen. Det er stadigvæk helt surrealistisk, at jeg vandt det Derby. Men jeg tænker på, at hvordan det hele klappede. Det var vores held, at Daytona galopperede, ellers var vi måske aldrig kommet ud til angreb. Vi ramte lige nøjagtigt dagen.
- Er der et bestemt øjeblik, du kommer i tanke om, når du sidder i bilen?
- Helt klart ventetiden fra målpassagen til dommerne hejste os som vindere. Det var spændende og utroligt nervepirrende. Jeg var stensikker på, at Rene Kjær havde vundet. Jeg var sikker på, at vi lige nøjagtigt kom for sent. De svenske tv-hold jagtede Rene Kjær - de er normalt utrolig gode til at fokusere på vinderen, når det er umuligt at udpege, hvem der har vundet, så har de nærmest altid fokus på den, der ender med at vinde løbet.
Artiklen fortsætter under videoen
- Så jo, der var meget spænding, og jeg er sikker på, at jeg ikke havde ærgret mig så meget, hvis vi var blevet toer, som Rene Kjær gjorde. Det var jo først mit andet derby, jeg selv kørte. Jeg var faktisk tilfreds med at blive toer, men derfor var det jo også en koloenorm glæde, da dommerne råbte os ud som vindere. Det var simpelthen en kæmpe oplevelse, siger Gordon Dahl.
Dansk Trav Derby er årets vigtigste danske løb, men privattræneren har taget vildt for sig af de største danske årgangsløb. Listen er lang.
- Du er jo kæmpefavorit til at blive årets træner?
- Ahhh. Det ved jeg ikke. Der er godt nok andre, der siger det, men jeg er jo oppe mod nogle store kapaciteter i Steen Juul og Flemming Jensen. Jeg har klaret mig godt i årgangsløbene, men jeg har jo ikke indkørt så mange penge i alt, som de andre, men jeg tror, at jeg har nogenlunde det samme i præmier pr. start, som Flemming Jensen.
For fem år siden nedlagde Gordon Dahl sin travtrænerforretning for at skifte tilværelsen fra selvstændig til lønmodtager. 2019 er et foreløbigt højdepunkt - efter at parret omlagde forretningen, så der nu satses på de danske årgangsløb.
Artiklen fortsætter under billedet
Gordan Dahl er ved at tale sig varm.
- Det har været en sæson, hvor det hele klappede. Vi har ikke haft sygdom og infektioner i stalden. Ingen af hestene har alvorligt halte. Vi havde faktisk kun hesten Erik Clausen, hvor det var stolpe ud. Nu skal vi se, om det kan vokse yderligere.
- Glæder du dig til gallaen?
- Jeg glæder mig, og jeg er stolt over, at vi har heste, der er nomineret i alle kategorier på nær de ældre heste. Det er stærkt gået, og det har jeg også sagt til drengene.
Ikke hans egne - men staldfolkene Hussein Kassir og Poul Erik Jensen - alt i alt en succesfuld familie.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.