Se Aalborg Hoppechampionat herover
- Jeg kunne aldrig rigtig tro på sejren.
Sådan sagde Flemming Jensen efter den overraskende sejr til Daisy Cash i Aalborg Hoppe Championat.
Vinderparret lå sidst i feltet, da der manglede en omgang – og så kom der ellers fart på, for lige før målstregen gik Daisy Cash forbi hoppederbyvinderen Dream Girl, der ellers lignede en sikker vinder.
Og det kunne have endt i det rene ingenting for Flemming Jensen.
- Hesten var meget besværlig på første omgang. Et par gange løftede den hovedet, og den ville ikke rigtig acceptere mine ordrer. Heldigvis holdt den sig i trav, og så føles det bedre og bedre.
- Da der manglede 700-800 meter af løbet, havde jeg en god føling, men jeg kunne på det tidspunkt ikke tro på sejren, men heldigvis gik de forreste heste ned i fart, siger Flemming Jensen.
Det er kun fjerde gang, at Flemming Jensen sender hesten i løb. Det var første gang, at det var med succes.
- Ejeren er dyrlæge, og han har behandlet den. Hos os er den ridetrænet, og så har vi hver eneste gang lavet om på skoningen og udstyret. I dag inden løbet tog vi bagskoene af og ændrede på hovedlaget.
- Men det er ikke sådan, at vi kan slå to streger under og sige, at det er den endelige løsning. Der er meget at hente endnu, siger Flemming Jensen.
- Lige efter en sejr skal man passe på med, hvad man siger. Men hesten kan blive bedre. Den bliver bedre end storsøsteren, der har sejret i nogle svenske løb, men det er endnu ikke en ny Mathilde Trøjborg, siger træneren.
Der var 75.000 kroner til ejeren Stald Rosenvang for sejren – og dermed en trøst efter et Hoppederby, der gik skævt for tre uger siden.
- Den var uheldig at galoppere. Jeg tror, at den allerede der kunne have vist en god præstation.