Den danske derbyvinder Tumble Dust er en international stjerne. Det slog hesten fast, da den søndag eftermiddag vandt Criterium Continental på Vincennes-banen i Paris.
Hesten, der trænes af Tomas Malmkvist, vandt dermed 108.000 euro (ca. 800.000 kroner). Det var i det hele taget en stor eftermiddag for den svenske træner, da han også træner den hest, der blev nummer tre.
Björn Goop kørte vinderhesten, og det var virkelig tæt. De tre første heste var i mål inden for cirka et hestehoved.
Med sejren er Tumble Dust startberettiget i verdens største travløb: Prix d'Amerique i januar.