EKSTRA BLADET VISER TRAV FRA AALBORG FRA SØNDAG KL. 12.00 - find signalet på ekstrabladet.dk/trav
I dag er det tid til revanche.
Det var med mindst mulige margin, at Rene Kjær gik glip af sejren i Dansk Trav Derby for tre uger siden – men selv om løbet er løbet over alle, så ligger fynboen ikke søvnløs over, at sejren med Donatello Garbo glippede.
- Selvfølgelig var det forfærdeligt lige efter løbet, vi tabte med bare en centimeter, og Dumbo gik forbi i sidste skridt lige inden målstregen.
- Heldigvis har jeg prøvet at vinde derbyet før, og jeg havde en øv-følelse, men den gik hurtigt over. Det havde været værre, hvis jeg havde fjumret i det under løbet, men alt gik efter min plan.
- Jeg fik den perfekte position lige efter Dortmund undervejs. Det hele holdt stik, og jeg gjorde alt, hvad jeg skulle gøre. Selvfølgelig er der nogen, der siger, at jeg skulle have trukket vattet i opløbet, men jeg kender hesten, og de gange jeg har gjort det, så har hesten bremset op. Jeg ville ikke tabe Derbyet på, at Donatello Garbo bremsede op mod målstregen, siger Rene Kjær.
Hvorfor det så alligevel ikke blev til sejr – mener kusken skyldes en episode 800 meter før mål. Her galopperede Daytona i front. Dermed gik Dortmund til føring, og Donatello Gardo havnede i vinden i anden spor. Der var ikke nogen at hvile sig bag.
- Hvis den kun skulle gå 500 meter alene, så havde den vundet. Den er så afhængig af hjælp, og 800 meter uden nogen foran sig blev for langt for den. Vi blev slået af en hest, der var bedre på dagen.
- Jeg synes, at Donatello Garbo ydede en flot præstation i derbyet. Den tjente 250.000 kroner, og selvfølgelig ville jeg hellere have vundet løbet – også for ejeren og opdrætteren, så de kunne have fået oplevelsen, siger Rene Kjær.
- Jeg kunne måske have vundet, hvis jeg havde gennembanket hesten, men den stil hører ingen steder hjemme i moderne travsport.
Søndag eftermiddag mødes derbyhestene igen. Ekstra Bladet sender live fra Aalborg Store Pris, og her vil Rene Kjær gerne revanchere andenpladsen.
- Det er tid til revanche, men Donatello Garbo er stadig afhængig af, at den får et rygløb, så den kun skal angribe i maksimum 500 meter. Kommer der nok fart – og nok tempo på løbet, så er det til vores fordel, siger Rene Kjær.
Inden skal Rene Kjær ud i Aalborg Store Pris Consolation. Her sidder han også bag en af Lindhardt Jensens heste.
- Får Donato Hyrdehøj det perfekte løb undervejs, så passer distancen på 1600 meter den rigtig godt. Den kan vinde løbet. Søndag satser jeg på succes med Lindhardt Jensens heste – de øvrige jeg kører har fået dårlige startspor, siger han.
Aalborg Store Pris køres kl. 14.57. Vinderen af løbet får 125.000 kroner.
EKSTRA BLADET VISER TRAV FRA AALBORG FRA SØNDAG KL. 12.00 - find signalet på ekstrabladet.dk/trav