Top 30: Afgjort på målfoto

Nummer 1 og 2 af de største Derbyvindere i de sidste 50 år: Inden sidste stemmeseddel blev afleveret stod Rudolf Le Ann og Tarok helt lige i afstemningen

Rudolf Le Ann og Steen Juul var i tæt kamp med Tarok om at blive den største Derbyvinder. Foto: Burt Seeger
Rudolf Le Ann og Steen Juul var i tæt kamp med Tarok om at blive den største Derbyvinder. Foto: Burt Seeger

Det var fuldstændigt lige mellem Rudolf Le Ann og Tarok, da 19 af 20 traveksperter havde afleveret stemmerne til Ekstra Bladets serie: Danmarks største Derbyvinder.

Redaktionen ventede i spænding og rykkede flere gange for at få afleveret den afgørende stemme. Og da Rudolf Le Ann var placeret en placering højere end konkurrenten Tarok, er den formelt ’Danmarks Største Derbyvinder gennem de seneste 50 år’. 

Reelt er der tale om nærmest dødt løb – og med 537 point ud af 600 mulige vinder Steen Juuls derbyvinder. Jørn Laursens Dannebrog på fire ben, der vandt Travderbyet i 1976 er to point efter – og så er der et stykke til 1981-vinderen Ejnar Vogt, der hentede 486 point.

Begge heste har specielle historier bag sig.

Kusken bag Tarok, Jørn Laursen, forklarer, hvorfor Rudolf Le Ann lige nøjagtigt trækker det længste strå.

– Det var sådan en følelsesladet historie bag, siger han og hentyder til, at hestens ejere omkom i et flystyrt året i 1992 på vej til Sverige, hvor de skulle se Rudolf Le Ann i et stort travløb.

Reddede sig i land
Kusken Steen Juul var selv med om bord, men fik sammen med to andre reddet sig i land, da flyet nødlandede på den svenske sø Väderen.

– Det med styret gjorde det jo lidt specielt, siger Steen Juul om Rudolf Le Anns Derbysejr.

– Det er klart, at jeg har nogle specielle følelser i forbindelse med den sejr, så for mig er den jo ekstra stor.

– Rudolf Le Ann var kæmpefavorit, og vi kunne nærmest kun skuffe, men alligevel var jeg aldrig usikker på ham, siger Steen Juul.

Rudolf Le Ann satte verdensrekord ved Derbysejren.

Dannebrog på fire ben

Tarok blev et samlingspunkt for danskerne. Den vandt 111 af sine 156 løb. Polfoto
Tarok blev et samlingspunkt for danskerne. Den vandt 111 af sine 156 løb. Polfoto
Det er 41 år siden, at Tarok vandt Dansk Trav Derby.

Det var hesten, der blev folkeeje og fik tilnavnet Dannebrog på fire ben. Aldrig har travsporten haft så populær en hest. Tarok nåede helt ud i stuerne hos familien Danmark.

– Det er vi dælme stolte over. Husk at der kun var en tv-kanal dengang, men der var en masse dagblade, der alle blev sat i bly, og det tog måske otte uger at lave et ugeblad. Det hele foregik i et andet tempo.

– Der var heller ikke et succesfuldt fodboldlandshold eller håndboldlandshold.

– I badminton var der Lene Køppen, der havde succes, og journalisterne gik efter et samlingspunkt, siger Jørn Laursen om glansbilledet Taroks store succes.

– Vi er voldsomme ydmyge over det, vi har oplevet i forbindelse med Tarok. Vi er så stolte, så stolte, siger Jørn Laursen.

– Dengang var vi helt klart over, at Tarok var et eventyr, som man kun får en gang i livet, men nu har det varet ved i 40 år, siger Jørn Laursen til Ekstra Bladet.

***

Staldmanden: Rudolf Le Ann betyder alverden for mig

Steen Juul kørte Rudolf Le Ann i mange af hestens løb. Foto: Burt Seeger
Steen Juul kørte Rudolf Le Ann i mange af hestens løb. Foto: Burt Seeger

Den nordjyske travtræner er nærmest synonym for Arne Norman, for han passede hesten i det meste af dens karriere. Også på Derbydagen i 1993.

- At hesten kunne gå 1.15,9 over 3000 meter på den gamle bane. Det var fantastisk godt - også når man tager vejret i betragtning, siger han.

Derbydagen var året efter, at flyet styrtede ned, og ejerne Danny og Ann Bendtsen omkom.

- Jeg husker tydelig derbydagen. Jeg husker, at Rudolf Le Ann var klar, og så tænkte jeg selvfølgelig meget på ulykken den dag. Der var to personer, der skulle have været der. Der var så mange minder og følelser, siger Arne Norman.

- Vedrørende derbyet, så vidste jeg bare, at Rudolf Le Ann var i orden. Den gik et godt løb, og Steen Juul fik kørt perfekt, siger Arne Norman.

Han er glad for, at det lige netop blev Rudolf Le Ann, der napper titlen som den største Derbyvinder gennem de seneste 50 år.

- Det er jeg meget glad for at høre. Hesten betyder alverdens ting for mig, siger Arne Norman, der den dag i dag har et æresdækken vundet af Rudolf Le Ann som sengetæppe på ægtesengen.

En skøn følelse
Kusken Steen Juul har et stort billede af hesten hængende i stuen.

- Jeg husker specielt to ting fra Derbyet.

- Det ene det var, da jeg træk den ud. Rudolf Le Ann sprang fremad. Den ville bare forbi de andre, og så i sidste sving, havde den så meget overskud, at den kan rykke fra de andre. Det var en skøn følelse, siger Steen Juul.

Netop på grund af tragedien var Rudolf Le Ann en populær Derbyvinder. Det var som om, at alle på Charlottenlund Travbane holdt med hesten. Det mærkede både Arne Norman og Steen Juul under og efter sejrsceromonien.

***

Jørn Laursen: Jeg var aldrig i tvivl om Taroks Derbysejr

Karl Laursen var træner for og ejer af Tarok, Ingelise Laursen var fast staldpige til løbene, og så var det oftest Jørn Laursen, der kørte i Stald Kimas gule og hvide dragt. Foto: Burt Seeger
Karl Laursen var træner for og ejer af Tarok, Ingelise Laursen var fast staldpige til løbene, og så var det oftest Jørn Laursen, der kørte i Stald Kimas gule og hvide dragt. Foto: Burt Seeger
- Bagefter er det nemt at sige, at jeg aldrig var i tvivl om Derbysejren.

Når Jørn Laursen husker tilbage på Derbydagen, så det tidligt om morgenen, der springer frem i hukommelsen.

- Vi har altid været af den opfattelse, at vi sover bedst derhjemme, så vi kørte om morgenen. Jeg husker, at der var helt stille i bilen, og jeg må sige, at der en noget højere stemning om aftenen, hvor Ingelise og jeg blev i Charlottenlund, mens Knud Dahlgaard tog Tarok med hjem til Skive.

Også hele optakten til Derbyet står klar i erindringen.

- Jeg synes vel, at der blev kørt en hetz mod os, blandt andet fordi det ikke var lykkedes at vinde Derbyet året før som favorit.

- Dengang var det ikke noget med, at man selv valgte spor. Vi fik spor otte - helt ude på vingen. Men Tarok blæste bare ned til spids, og der var allerede der så meget respekt om hesten, at der ikke var nogen, der virkelig gik på mig. Tarok havde jo vist sin styrke tidligere, siger Jørn Laursen, der efter løbet især husker alle de glade mennesker og lykønskninger.

- Det var også en kæmpe, kæmpe sten, der faldt fra hjertet ved den sejr.

Vandt fire derbysejre
Allerede året efter vandt Jørn Laursen igen Derbyet. Det var med Vixi Bird, og han hentede yderligere to sejre med Duvil og Macon.

- Sejren med Duvil i 1981 står også højt, for den vandt i sommeren efter, at Tarok var død, siger Jørn Laursen.

I øvrigt har Jørn Laursen også en finger med i spillet i forhold til Rudolf Le Ann. Hesten blev nemlig tilkørt hos ham.

- Det var Peter Rasmussen og min søn Jens, der skal have æren for den del. Vi husker tydelig, at hesten var kropumulig, men når det fungerede for den, var den god. Jeg kan huske, at jeg sagde til Danny Bendtsen, at den var helt ovenud, når elektroderne sad rigtigt, siger Jørn Laursen.

 

Interaktivt element

HUSK på ekstrabladet.dk/trav er der liveopdateringer hele weekenden fra Dansk Trav Derby

Se også: Top 30: Måske det mest dramatiske derby nogensinde  

Se også: Top 30: Svensker blev ekspert i Dansk Trav Derby  

Se også: Top 30: Valgte Derbyvinderen på grund af et glimt i øjet  

Se også: Top 30: Købte vinderen ti dage før Travderbyet

Se også: Umulig opgave: Hvem er størst

Sådan gjorde Ekstra Bladet

De største Derbyvindere gennem de seneste 50 år er udvalgt af en jury på 20 medlemmer.

Hver enkelt medlem af juryen har afleveret sin egen Top 25, og derefter har hestene fået point i denne rækkefølge: 30-28-26-24-22-20-19-18-17 osv.

Ekstra Bladets redaktion har afleveret sine bedømmelser før alle andre - og disse blev sendt til Klaus Storm, DTC, således at der ikke kunne laves om på stemmerne.

De 20 jurymedlemmer er:
Aage Hansen, travsportsentusiat
Aksel Møller, travdommer
Allan Loft, tidl. Væddeløbsbladet
Anders Stoffer, Ekstra Bladet
Carsten Bundgaard, Charlottenlund Travbane
CC Junge, tidl. sportschef Charlottenlund Travbane
Claus Nielsen, tidl. sportschef Charlottenlund Travbane
Flemming Reinholt, amatørkusk og dyrlæge
Henrik Berg, dansktravsportshistorie.dk
Henrik Jørgensen, tdl. statistiker hos DTC
Karsten Bønsdroft, Travservice.dk
Keen Erik Bech, Travhistoriker
Klaus Koch, Storløbsarrangører
Klaus Storm, DTC
Jens-Kurt Sørensen, tidl. fmd. hesteejerforeningen
Lars Donatzky, Politiken
Mogens Jensen, Ekstra Bladet
Michael Nørgaard, tidl. driftsleder Skive Trav
Pauli Andersen, Travtræner
Per Friis, tidl. Væddeløbsbladet
 

Ekstra Bladet Trav

Alt om travligaen - klik her

Ekstra Bladets travside: ekstrabladet.dk/trav

Bliv hesteejer i travligaen for 200 kroner i måneden: ekstrabladet.dk/travklub

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Pernille Holbøll
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen