Der er lagt op til topmøde i fireårs-årgangen til Jydsk 4-årings Grand Prix. For de to forhåndsfavoritter Winston Sisa og Wishing Boy vandt hvert sit kvalfikationsløb søndag på Aarhus-banen.
Det var efter samme recept: Føring fra start til mål.
De to favoritter er begge starthurtige, og der kan blive tale om en lynstart i finalen søndag 5. juli.
- Jeg kan godt forestille mig en finale, hvor Winston Sisa fører og Wishing Boy er lige bag den. Winston Sisa går altid i et friskt tempo, så der skal nok blive plads til angreb. Hullet må godt komme ved indgangen til opløbet, siger Gordon Dahl, der træner Wishing Boy.
- Men jeg tror nu, at Winston Sisa er lige en tand bedre end min hest.
Steen Juul kører Wishing Boy for Gordon Dahl, og han måtte kæmpe for at få Wishing Boy hjem som vinder. Jeppe Juel og Wega Vang angreb stærkt til sidst.
- Det blev tæt til slut, men jeg var ikke hård i drivningen. Hesten har lov til at være træt, og jeg tror, at den er bedre næste gang, sagde Steen Juul.
Det mente Gordon Dahl også.
- Den har ikke været på banen siden Sprintermesteren i Billund. Der var det galop, og så kørte Steen Juul i stalden. Siden har den bare trænet i sandet derhjemme.
Winston Sisa gik let i finalen

Den førte fra start til mål for Jan Dahlgaard, og her var der aldrig tvivl om sejren.
- Han var frisk hele vejen, og jeg kunne mærke på hesten, at den er der, hvor den skal være.
- Hesten er i form, men jeg tror, at den bliver bedre med det her løb i kroppen, og også efter finalen, så den er helt på toppen til Derbyet sidst i august. Men der er altid lidt at rette på, sagde træner og kusk Jan Dahlgaard efter sejren.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.