OBS! Efter offentliggørelsen af denne artikel oplyser Dansk Hestevæddeløb, at den opgivne mellemtid på Fast Track var forkert. Den er rettet til en hurtigere tid. (19. juli 2018)
Så har vi igen balladen.
Efter kvalifikationsløbene til Jydsk 4-årings Grand Prix opstod der blandt kuske, spillere og tilskuere en tanke om staldkørsel.
Steen Juul havde to heste med i det ene kvalifikationsløb.
KEN ECCE KØRTE Chock Nock – mester sad selv bag Chablis. Efter en meget langsom første kilometer, hvor det må formodes, at alle heste i feltet stadig var fyldt med energi, valgte Ken Ecce at overlade fronten til Chablis. Se artikel fra Travservice.dk med kommentarer fra Ken Ecce og Jeppe Juel.
Spørgsmålet er, om det var aftalt spil – eller var det væddeløb, hvor Ken Ecce kørte sin egen chance.
Svaret er der aldrig nogen, der finder. Det værste er sådan set også mistanken.
Og det er her, at travsporten står med et alvorligt troværdighedsproblem.
DANSK TRAVSPORT er i en situation, hvor man vil tiltrække flere spillere, for at sporten kan vende tilbage til fordums tiders storhed – og derfor er det ekstremt vigtigt, at der er rene linjer.
Spiludbudet er enormt stort – og der bruges hver eneste dag enorme summer for at tiltrække spillere til lotto, casino, bookmakere og forskellige lotterier. Det er det marked, at hestesporten skal agere i – er der usikkerhed om produktets troværdighed, så kræver det bare at taste en anden adresse ind i browseren, så bruger spilleren i stedet sine penge på en pokersite.
Efter episoden i Aarhus – og lad os bare tage sidste års derby med, hvor publikum peb af de samme to nævnte kuske – så er det på tide, at travsporten tager problemet alvorligt.
Jeg savner i den grad, at de sportslige ansvarlige tager ansvar. Undersøg og vurder løbet – var det i orden, at Ken Ecce slap fronten eller var det ikke? Hjalp han en staldkammerat – eller gjorde han ikke? Hvad er det officielle holdning – var det set fra sportens side i orden eller forkert?
LAD EN GRUPPE vurderer staldkørsel i de største løb, så dommerne får noget at forholde sig til.
Sådanne afgørelser gør det lettere at vurdere fremtidige tilfælde. Siger gruppen, at det var okay – så ved kuske og spillere, at det er o.k. Vender de tomlen ned, så har de samme noget at forholde sig til fremover.
Der er ingen tvivl om, at problemet og mistankerne vender tilbage med jævne mellemrum.
DE GODE HESTE fordeles på et stadig mindre antal trænere – det her kan ske igen – faktisk allerede om to uger, hvor Jeppe Juel har to med, og Steen Juul får tre eller fire heste med i Jydsk 4-årings Grand Prix – og næste gang er det en anden af de største trænere, der stiller med et kvart felt.
Kuskene har et kæmpe ansvar, for det er dem, der skal øge sportens troværdighed. Mit råd er, at kuskene tænker sig om en ekstra gang, når de kører for andre trænere. Tag fløjlshandskerne af,ellers kan det virkelig komme til at se dumt ud – og det har sporten langt fra brug for.
***
I øvrigt mener jeg...
... at Jydsk 4-årings Grand Prix virker ret åbent. Champions Peak og Cerveza viste i den grad styrke - men fem-seks andre har vinderchancer. Hos hopperne kan Cinderella stikke en kæp i sulkyhjulet hos de to favoritter