ODENSE (ekstrabladet.dk): Ekstra Bladets Travklubs Arc De Triomphe viste igen, at den indeholder noget stort, da den søndag eftermiddag var til start på den nyomlagte travbane i Odense.
Men desværre for andelshaverne i travklubbens stald 02, så blev kvaliteterne først vist frem, da hesten var diskvalificeret for galop.
For på vej op mod startvognen slog Arc De Triomphe over i galop. Morten Friis satte dog hesten tilbage i trav, inden starten gik, men parret var så bagerst i feltet.
På første langside galopperede hesten to gange, og så lød beskeden over banens højttaleranlæg: Programnummer et Arc De Triomphe er diskvalificeret for galop.
- Jeg mener, at det var en fejl fra dommernes side. Hesten var tilbage i trav, da starten gik. Derfor galopperede den kun to gange i løbet, og så skal den ikke diskvalificeres. Det var også derfor, at jeg kørte med i løbet efter meddelelsen, sagde Morten Friis efter løbet.
Skal i prøveløb
Han holdte sig pænt bag i feltet, for ikke at ødelægge løbet for de andre, men efterhånden som konkurrenterne faldt frem avancerede Arc De Triomphe, og hesten kom i mål som nummer fire eller fem.
- Vi havde været meget tæt på at vinde løbet, hvis vi ikke var blevet diskvalificeret, sagde travkusken.
Arc De Triomphe skal nu i prøveløb, og der skal den godkendes, før den igen må løbe med i totalisatorløb.
- Den vil simpelthen ikke samarbejde i løbene. Efter opvarmningen var jeg så tilfreds, for hesten var helt roligt og afslappet, sagde Morten Friis.
Bliv medejer
Det koster 200 kroner om måneden at være medejer af Arc De Triomphe og åringen The Huxi. Indskud er 1250 kroner. Så får man til gengæld Ekstra Bladets Fredag i et år. Tegn dig for en anpart her
De indkørte præmier udbetales til andelshaverne.