- Jeg blev nødt til at køre ud, for kusken foran mig tog pludselige farten af, og det var minimum endt med galop for Race Cowboyland, hvis jeg ikke rykkede den ud i tredje spor.
Sådan forklarer Morten Friis, hvorfor Ekstra Bladets Travklubs Race Cowboyland havnede i den værste position af alle i løbet søndag eftermiddag på travbanen i Aarhus – nemlig udvendig for førerhesten.
Selv om det langt fra er hestens favoritposition var Morten Friis tilfreds med fjerdepladsen.
- Den stred godt ind mod målet, og det er jo ikke hestens skyld, at det gik galt i første sving, siger Morten Friis.
Race Cowboyland har startet to uger i træk, og nu venter der hesten en lille pause.
- Jeg tror ikke, at den skal starte før i Derbyweekenden sidst i august, siger Morten Friis.