Det har været nogle hårde måneder for travtræner Ole Bender. I slutningen af november blev travhesten Vilbert, der dengang var ejet af Ekstra Bladets Travklub, testet positiv for mavesårsmedicin i forbindelse med en dopingprøve.
Træneren var dengang helt uforstående overfor, hvordan hesten havde fået medicinen i kroppen.
Dansk Travsports Centralforbund meddeler på sin hjemmeside, at Ole Bender er frikendt. Der er så lidt af stoffet Omeprazol i prøverne, at Vilberts prøve skal betragtes som negativ.
Den afgørelse letter Ole Bender.
- Der faldt en sten fra mit hjerte, da jeg blev ringet op og fik fortalt, at der ikke blev nogen sag, siger den fynske travtræner til Ekstra Bladet.
- Det har været en hård periode, hvor jeg har været meget fortvivlet. Det er røget rigtig mange tanker gennem mit hoved, hvor jeg både har tænkt på hesten og min egen fremtid inden for travsporten.
- Nu får de positive tanker heldigvis et løft opad igen, siger Ole Bender.
Stadig uforstående
Han forstår stadig ikke, hvordan stoffet, der ikke er præstationsfremmende, er endt i Vilbert.
- Jeg er meget glad for at det er en lille mængde for det er lettere at forstå, men jeg er stadig uforstående overfor, at det kan være i prøven. Det er dejligt, at den sag nu er ude af verden. Det hele er blevet lidt nemmere nu, siger han.
Ekstra Bladets Travklub var ved at opløse stalden hos Ole Bender på grund af for få solgte anparter. Vilbert var solgt den inden, at resultatet af prøven blev offentliggjort. De nye ejere valgte, at fastholde handlen, og hesten vandt for dem lørdag i Billund.
- Jeg er glad for, at Vilbert kom til et sted, hvor den ville få det godt. De får meget glæde af den hest, siger Ole Bender.
Journalisten til denne artikel er bestyrelsesmedlem og anpartshaver i Ekstra Bladets Travklub
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.