Kampene skal vælges med omhu

Race Cowboyland havde mest fart over mål, men skulle så langt ud, at sejren kom uden for rækkevidde

Helt ude i fjerde spor angriber Race Cowboyland, men den fik for langt frem. (Foto: Ole Hindby)
Helt ude i fjerde spor angriber Race Cowboyland, men den fik for langt frem. (Foto: Ole Hindby)

Race Cowboyland lå sidst helt ind til begyndelsen af den lige opløbsstrækning i Aarhus, og da Kasper K. Andersen endelig gav hesten besked om at gå fremad skete det med eksplosionagtig fart op ad bakken mod mål.

Men der var blevet for langt frem til Steen Juuls Rolf Lynghøj og Henrik Lønborgs Photo Gardenia, der besatte første- og andenpladsen i løbet.

Race Cowboyland var lige efter og besejrede på målstregen Ray-ban, der ikke kunne komme ud til angreb.

- Det var lidt ærgerligt, at der var så mange heste, der ikke havde kræfterne, der blev trukket ud i sporene. Vi kom længere og længere ud og endte helt ude i femte spor i opløbeet, og så var de jo væk helt fremme. Uden de unødige forhindringer, så er jeg sikker på, at Race Cowboyland havde vundet løbet, siger Kasper K. Andersen.

- Jeg tænkte en smule på at køre frem, da der manglede 500 meter, men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne komme ned foran Henrik Lønborg og Photo Gardenia inden svinget, og tredje spor i svinget tror jeg, havde kostet for meget på den psyke, som Morten Friis er ved at bygge op.

- Med sådan en god hest skal man vælge sin kampe med omhu, og når man kigger på førstepræmie, så er det ikke i det her løb, at hesten skulle tømmes for kræfter.

- Der er ikke en finger at sætte på Race Cowboylands præstation. Vi skulle have haft lidt mere held med positionerne. Det var klart den hest, der kom bedst fra løbet. Han var i fuld fart over mål, sagde Kasper K. Andersen til Ekstra Bladet efter løbet.

0 kommentarer
Vis kommentarer