Næste stop er Liga 1-finalen

Tonicetobetrue vandt en flot sejr i travsportens eliteklasse, og Jeppe Juel vil starte hesten i finalen om tre uger

Jeppe Juel udtaler sig til staldformand Per Jensen efter sejren. Video: Per Jensen

Se et interview med Jeppe Juel lavet efter sejren med Tonicetobetrue

Travtræner Jeppe Juel var stolt både af sig selv og Ekstra Bladets Travklubs Tonicetobetrue, efter at parret lørdag aften vandt eliteløbet - Liga 1 - i Travligaen.

Efter en position som tredje hest i andet spor blev Tonicetobetrue sendt til angreb med omkring 600 meter tilbage af løbet. Den gik forbi de to foranliggende heste - en af dem Stand And Deliver satte sig bag Tonicebetrue, og så blev det ellers et spurtopgør mellem de to heste, der begge ved, hvordan benene kan flyttes hurtigt op mod mål.

Gjorde det rigtige
Frem til målstregen havde Stand And Deliver presset Ekstra Bladet-hesten, men Tonicetobetrue forsvarede sig med en hovedlængde på målstregen.

Så tæt var opløbskampen mellem indvendige Tonicetobetrue og Stand And Deliver, der er tættest på fotografen. Foto: Hesselborg Foto/Dansk Hestevæddeløb
Så tæt var opløbskampen mellem indvendige Tonicetobetrue og Stand And Deliver, der er tættest på fotografen. Foto: Hesselborg Foto/Dansk Hestevæddeløb

- Vi har en hest, der er meget dygtig, sagde Jeppe Juel og tilføjede:

- I dag fik jeg gjort det rigtige.

Tonicetobetrue er kommet tilbage til travløbene efter en længere skadespause.

- I efteråret troede jeg faktisk, at hesten var færdig. Jeg havde ikke regnet med, at den kom helt op det her niveau igen, siger han.

- Tonicetobetrue er ikke så fanden-i-voldsk mere, så jeg må køre den rigtigt. Da den var fem-seks år, havde den nærmest ingen smertetærskel, og han kunne vinde løb fra hårde positioner. Det kan han ikke mere. Nu skal jeg gemme den undervejs, siger Jeppe Juel.

Alt peger på finalen
Det er anden Liga 1-løb i træk, at vinderhesten kommer fra Ekstra Bladets Travklub. For to uger siden var det Race Cowboyland, der vandt i Billund. Om tre uger er der finale, om mon ikke de to heste løber på hinanden der.

Jeppe Juel regner i hvert fald med, at Tonicebetrue starter i Aalborg.

- Ellers skal der ske noget helt vildt - altså at vi får en invitation til et stort løb. Det er nok ikke sandsynligt, men nu bliver hesten gennemgået på tirsdag af en dyrlæge, og så er den helt klar til finalen, siger Jeppe Juel.

Vil du være medejer
Vil du skrive dig op til en ledig anpart i Ekstra Bladets Travklubs stald 01 med Tonicetobetrue og Cassiopeia B F, så skriv til travklub@eb.dk. Den månedelige udgift er 200 kroner, og skal der betales et indskud på mellem 500 og 1000 kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere