Lad mig slå det helt fast: Jeg er modstander af doping og synes, at vi har et fantastisk skandinavisk dopingreglement.
Det fungerer 110 procent, og vi kan i Danmark bryste os af, at vi har en ren sport. Det har vi, fordi vi har et regelsæt i travsporten, der slår hårdt ned, hvis nogen forbryder sig mod reglerne.
Det smitter af i konkurrencen. Jeg tænker aldrig nervøst på vej til løbene: ’Bare der ikke er nogen af de andre, der har dopet deres heste i dag.’
De promiller af dopingsager, der har været, beror på misforståelser eller fejlfortolkninger af præparaterne.
Når systemet fungerer 100 procent, så undrer det mig, at Dansk Travsports Centralforbund i nattens mulm og mærke pludselig indfører en helt ny regel.
Det er mærkeligt, at der er behov for denne regel, og jeg er sikker på, at hvis man går DTC på klingen, så er svaret, at det er det norske forbund, der har tvunget Danmark til denne regel på baggrund af sagen om en dopingdømt dansker i norsk travsport.
Jeg synes overhovedet ikke, at de skandinaviske forbund har tænkt sig om denne gang. Vi har en ren sport – og den her regel er bestilt til lejligheden. Den er for mig at se unødvendig.
Det er underligt, at bestemmelsen kun gælder for dopingovertrædelser, hvorfor er der forskel på om, man er i kontakt med en, der har to års udelukkelse for doping, eller om personen har fået samme hårde dom for en helt anden forseelse.
Altså jeg mener, hvor er den røde tråd.
***
I øvrigt mener jeg …
… at det er positivt, at alle felterne på søndag i Travliga-finalerne er fyldt op. Jeg kan overhovedet ikke mindes et Travliga 1-løb med 12 heste til start og har glædet mig til løbsdagen hele ugen. Den glæde blev ikke mindre, da startlisterne kom. Det er den rigtige vej, at der er præmier til de første otte heste. Det er vand på min mølle og et bevis på, at det er vejen frem.
***
Jeg ser frem til …
… at Slide So Easy sæsondebuterer søndag i Liga 1-finalen. Det er altid spændende, når det er årets første start – også selv om den er gået en klasse op, og den mangler et løb i kroppen. Derfor er det måske ikke den største vinderchance.
***
Min bedste chance søndag
Jeg giver et lille plus til Sun Esterel, der har været med i denne konkurrence nogle gange. Det er en hest, der aldrig bukker under.
***
Flemming Jensen er travtræner i Aalborg. Han har de sidste år været den travtræner i Danmark, der indkører flest præmiekroner om året. Holdningerne i Ugens Vrinsk er skribenternes egne og ikke udtryk for Ekstra Bladets meninger.
Næste lørdag er det Rene Kjær, der vrinsker på ekstrabladet.dk/trav.