Der sker en masse i travsporten lige nu. Der er mange nye tiltag – og mange af dem er båret frem af samarbejdsaftalen med storebror og langt mere professionelle Sverige.
Det bobler af optimisme – og jeg håber virkelig at projektet lykkedes – så mange flere får øjnene op for lidenskaben i travsporten.
Og det skal smitte af på medierne, for jeg kunne rigtig godt tænke mig et højere niveau end det, der er nu i såvel de få professionelle medier som Ekstra Bladet og en række lokalaviser tæt på banerne, men også i de private nyhedssites travservice.dk og travet.dk og i sportens egne medier, der dækker danskhv.dk og banernes egne publikationer i form af hjemmesider og baneprogrammer.
Nogle gange føler jeg, at trænerne skal uddanne sig og levere på et højt niveau, men, dem der bedømmer os (læs: pressen), lever slet ikke op til det høje niveau. Og dermed går det i sidste ende ud over slutbrugerne: Publikum og spillerne.
Derfor er min opfordring i første omgang – kontakt de aktive, før I skriver.
Det er helt grelt på nogle af banerne – her kan man simpelthen ikke få lavet baneprogrammerne hurtigt nok – og det fatter jeg intet af.
I Sverige ringer journalisterne og spileksperterne til trænere og kuske, inden de leverer tips til spillerne. I Danmark er det lige omvendt. Man laver baneprogrammet med vejledning til spillerne – og bagefter ringer man så til trænerne og får kommentarer til hjemmesiden.
Hvorfor skal det går så hurtigt? Hvad er det, at man vil nå?
Startlisterne er jo kommet – folk kan se, hvem der starter – så hvorfor ikke vente med at udgive programmet til man har alle fakta på plads – det vil hjælpe spillerne – og det er dem, som vi skal leve af i fremtiden.
***
I øvrigt mener jeg …
… at trods den hårde vinter i MARTS, så kan man se på prøve- og rutineløbene, at foråret for alvor nærmer sig.
***
Peter Jensen er travtræner i Aalborg. Holdningerne i Ugens Vrinsk er skribenternes egne og ikke udtryk for Ekstra Bladets meninger.
Næste lørdag er debut for en ny vrinsker på ekstrabladet.dk/trav.