Jeg har sjældent oplevet en grøde som den, der er i travsporten lige nu. Der er større præmier i forhold til sidste år, og alle øjner virkelig lys forude.
Det er også derfor, at sporten skal investere i fremtiden.
De fleste trænere er tættere på pensionen end værnepligten – men det skal vi have lavet om på – og den bedste måde at gøre det på, er ved, at vi får en meget bedre træneruddannelse, end den vi kender i dag, hvor to uger på skolebænken er nok.
Men det er to uger bare ikke.
Verden ser helt anderledes ud nu, end da træneruddannelsen blev skabt.
TRAVSPORTEN I DAG foregår på rigtig mange planer – og derfor er den nuværende uddannelse hverken attraktiv eller god nok for de unge.
Stort set har alle beslagsmedslærlinge i Danmark været forbi travsporten – men de har valgt sporten fra som levebrød. Det har simpelthen ikke været tillokkende nok.
Mit forslag går på, at vi får lavet nogle gennemgående skoledage om vinteren, hvor der alligevel ikke er mange løb – og så skal trænerspirerne lære om både markedsføring, medietræning og regnskaber ved siden af alt det, som de lærer om heste og hestehold.
FØRST OG FREMMEST skal uddannelse være interessant for de unge mennesker, og så skal de have nogle værktøjer, som de kan bruge, når de selv tager springet og bliver travtræner.
Der skal også være studieture til udlandet, hvor de lærer noget hos gode udenlandske trænere – og så skal vi også have de bedste danske trænere til at være gæsteundervisere på den nye danske trænerskole.
***
I øvrigt mener jeg …
… at nu skal der gøres noget for, at antallet af føl i Danmark stiger – det skal være attraktivt at være opdrætter i dansk travsport
***
Kaj Jensen er travtræner i Aarhus. Han har træningscenter på Hovhedegaard ved Støvring, hvor han også har alvshingste. Holdningerne i Ugens Vrinsk er skribenternes egne og ikke udtryk for Ekstra Bladets meninger.
Næste lørdag vrinsker Kenneth Andersen på ekstrabladet.dk/trav.