Jeg må bifalde Bent Svendsens vrinsk i sidste uge - og jeg fortsætter i samme spor. Det bliver en spændende fremtid for os aktive i travsporten med et nyt spilleselskab og det nye tv-koncept fra Fasttrack.
Vi aktive har tidligere savnet udmeldingerne om, hvordan sporten skal drives i forbindelse med liberaliseringen af spil på heste. Ingen har anet, om sporten var købt eller solgt. Det, der har været skrevet, var gisninger og forhåbninger.
Nu er der kommet udmeldinger, og det skal skabe en optimisme, så det bliver lettere for travtrænerne at sælge produktet. Nu ved vi, hvad der kommer til at ske.
Det bliver et positiv hjul, hvor flere har lyst til at købe en hest, der bliver til spillebrikker og dermed kommer der penge til sporten.
Samtidig ser jeg frem til, at Rene Jensen tiltræder som travets sportschef. Han har været ansat på en mellemstor svensk travbane, der bare har udviklet sig i 20 år. Jeg er sikker på, at han også kunne skifte til en stor svensk bane, men at han vælger dansk travsport viser, at han også tror på det.
Med ham får vi meget erfaring, og dermed står vi godt rustet til fremtiden.
Det er et flot arbejde, som ledelsen allerede har udført. Selvfølgelig koster det noget at sætte noget nyt i gang – men man kan ikke vinde noget tilbage, hvis man ikke betaler indskud.
Så alt i alt ser jeg frem til nye muligheder.
***
I øvrigt mener jeg …
… at der har været talt meget om længden af sæson for de treårige travheste. Jeg ønsker ikke færre større treårsløb, for når der både er Avlsløb, Grand Circle, Jydsk Grand Prix og Kriterium, så bliver pengene, der er at køre om, fordelt til flere hesteejere og travtrænere.
***
Peter Jensen er travtræner i Aalborg. Holdningerne i Ugens Vrinsk er skribenternes egne og ikke udtryk for Ekstra Bladets meninger.
Næste lørdag er det Ken Ecce, der vrinsker på ekstrabladet.dk/trav.