Det er helt vanvittigt, hvad der lige nu foregår i travsporten. Jeg er ikke den første, der vrinsker om Steen Juul - men jeg kan simpelthen ikke lade være med at hylde den mand.
Som 67-årig har han 40 heste i træning. Han rejser landet rundt for at starte sine heste – de vinder løb på stribe – og som Danmarks oftest sejrende kusk i år og som den mest vindende trænerstald præsterer han altså på allerhøjeste niveau.
Samtidig finder han overskuddet til at køre andres heste – og alt sammen tror jeg i bestræbelserne på at slutte sin kuskekarriere som Danmarks nummer 1.
Det er vildt, at han stadig kan sige, at han er den bedste – og jeg er især imponeret af den begærlighed, han endnu har til at vinde og præstere. Det er så sindssygt, at han er så sulten.
Steen Juul er en af mine konkurrenter og en kollega, og det der foregår hos ham i Osted er noget helt ekstraordinært, og min opfordring til travsportens ledelse er, at få Steen Juul optaget i Sportens Hall Of Fame på lige fod med navne som Ole Olsen, Allan Simonsen og Camilla Martin hurtigst muligt.
Steen Juul afspejler, at konkurrence i travsporten foregår på tværs af generationer. På banen kæmper Steen Juul mod stjerneskud som Kasper Foget og Mads Hviid Nielsen, der i sidste weekend blev nummer to og syv i EM for travlærlinge.
Det er to unge talenter, der i løbene kæmper mod blandt andet andre af sportens koryfæer som Flemming Jensen og Birger Jørgensen, der viser, at man som travkusk bare bliver bedre med alderen. Mange topper, når de er over 50 år, og min opfordring til arvtagere som Kasper Foget og Mads Hviid Nielsen er, at de skal holde ved, når de kommer til at møde bump på vejen.
Steen Juul er deres nemlig eksempel på, at man ved hårdt, målrettet arbejde og med villigheden til af ofre nok, så overvinder man de bump, man møder.
***
I øvrigt mener jeg …
… at folk snyder sig for en god oplevelse, hvis de ikke tager til trav i Aalborg i næste weekend. Der er god sport både lørdag og søndag og auktion lørdag aften.***
Peter Jensen er travtræner i Aalborg. Holdningerne i Ugens Vrinsk er skribenternes egne og ikke udtryk for Ekstra Bladets meninger.
Næste lørdag er det Ken Ecce, der vrinsker på ekstrabladet.dk/trav.