Ups - der kom en overraskelse

Ups Simoni vandt Aalborg Hoppe Championat til odds 58

Se Ekstra Bladets interview med Nikolaj Andersen herover

AALBORG (Ekstra Bladet): V5-spillerne på Aalbrg Væddeløbsbane fik et ordentlig hak i tuden, da Hoppe Derby-revanchen Aalborg Hoppe Championat afsluttede V5-spillet.

Inden løbet havde 241 spillere muligheden for fem rigtige, men da Ups Simoni skar målstregen som vinder til et vinderodds på 58, så blev bonerne krøllet sammen og smidt væk. Kun 10 overlevede sejren til Nikolaj Andersens hest. De blev hver belønnet med 6727 kroner.

For Nikolaj Andersen var der virkelig tale om revanche.

- Både i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix og i Hoppederbyet havde Ups Simoni slim i halsen, og det er forskellen, der gør, at den ikke når helt frem, sagde Charlottenlund-træneren.

- Fra startspor otte vidste jeg, at der skulle være mere tempo end i Derbyet, for at vi kunne vinde.

Det blev der. Fra start var der hård kamp om fronten. Det indledende slag vandt US Dollars og Verify Dust trak Jeppe Juel ned bag førerhesten.

Træls med andenplads

Ups Simoni og Nikolaj Andersen efter sejren i Aalborg Hoppe Championat. (Foto: Ole Hindby)
Ups Simoni og Nikolaj Andersen efter sejren i Aalborg Hoppe Championat. (Foto: Ole Hindby)

I opløbet lignede det et opgør mellem de to, men Nikolaj Andersen, havde endnu ikke brugt sin hest, og den gik afgørende forbi Verify Dust og US Dollars, der tog henholdsvis anden- og tredjehesten.

- Da alle gik ud til angreb i opløbssvinget, og jeg lå lige bag Jeppe Juel, der så det godt ud. Jeg kunne mærke, at Ups Simoni var frisk på dagen, sagtde Nikolaj Andersen i sejrsinterviewet.

Jeppe Juel var mellemfornøjet efter andenpladsen.

- Den hårde indledning på løbet kostede for meget. Andenpladsen var o.k., selv om det er træls at blive nummer to, sagde hjemmebane-kusken til Racing Live.

2 kommentarer
Vis kommentarer