VM i fodbold og Eurojackpot giver rekordoverskud

Danske Spil tjente 1,75 milliarder kroner i 2018. VM og store puljer i Eurojackpot trak spillefuglene til

Der var bred fremgang hos Danske Spil i 2018, hvor de danske spillefugle kastede flere penge i alt fra lotto til odds og kasinospil på nettet.

Særligt sommerens VM-slutrunde i fodbold tiltræk stor interesse.

Det samme gjorde flere store puljer i Eurojackpot med mulighed for trecifrede milliongevinster.

Samlet tjente Danske Spil 5,3 milliarder kroner på danskernes spil efter der var udbetalt præmier. Da alle regninger var betalt - herunder til mere end 4300 forhandlere - var der 1,75 milliarder kroner tilbage i overskud.

Det er knap 100 millioner kroner mere end året før, viser selskabets årsregnskab, der er offentliggjort torsdag.

- Vi har haft et super godt år. Det er båret af store internationale samarbejde om Eurojackpot, som vi er lykkes med at sælge til danskerne, siger Susanne Mørch Koch, administrerende direktør for Danske Spil.

Flest penge i lotterierne
- Samtidig har VM-fodbold trukket op. Vi har aldrig haft så mange danskere i butikken, som vi havde i 2018, og vi så også rigtig mange mindre væddemål på 50 og 75 kroner under VM, siger hun.

Det er fortsat lotterierne, som Danske Spil tjener flest penge på. Selskabet har monopol på blandt andet Lotto, Joker og Quick-skrabelodder.

Men den største fremgang har været på odds og kasino, hvor Danske Spil møder konkurrence fra selskaber som Bet 365 og Unibet.

Et voksende område er spil på e-sport, hvor der sidste år blev spillet for 140 millioner kroner. På to år er omsætningen firedoblet.

- Det boomer virkelig i øjeblikket. Der er ingen tvivl om, at det er ved at udvikle sig til en folkesport - både på grund af mange aktive og den store tilskuerinteresse, siger Susanne Mørch Koch.

På vej med salg
Dele af danske spillemarked blev liberaliseret i 2012, hvilket åbnede banen for udenlandske aktører.

Danske Spil har siden da tabt terræn til konkurrenterne, men kunne sidste år for første gang melde om fremgang.

Selskabet kan dog være på vej til at skulle af med en del af kasinodelen, da selskabet er på trapperne med et salg af selskabet SpilNu.dk, som det ejer størstedelen af.

Susanne Mørch Koch har ingen kommentarer til, hvorfor Danske Spil vil sælge, men kalder SpilNu.dk's resultater for flotte. I 2018 tjente selskabet 77,4 millioner kroner.

En stor del Danske Spils overskud bliver fordelt til en række almennyttige formål.

Det gælder især foreninger og sportsklubber. I 2018 uddelte spilleselskabet 1,2 milliarder kroner.

Se også: Sprænger alle rekorder: Danskerne taber milliarder på spil

Se også: Utroligt pletskud: 31-årig scorer million-gevinst på vanvittig kupon

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere