Boston er USA's bud ny OL-værtsby

Står det til USA, skal sommer-OL i 2024 holdes i storbyen Boston, der ligger i delstaten Massachusetts

Boston kan blive ny OL-by i 2024. 
(Foto: Alastair Grant)
Boston kan blive ny OL-by i 2024. (Foto: Alastair Grant)

Der skal springes over hække, fægtes, cykles og svømmes i millionbyen Boston, når verdens bedste idrætsudøvere skal kæmpe om de eftertragtede OL-medaljer i 2024.

I hvert fald hvis det står til den amerikanske OL-komité, der torsdag aften lokal tid overraskende har udpeget Boston i delstaten Massachusetts til USA's bud på en værtsby ved sommer-OL om knap 10 år.

Boston har aldrig tidligere været vært for de olympiske lege.

- Vi er begejstrede for vores planer om at blive vært for legene i 2024, og vi føler, at vi har en stærk partner i Boston, der vil arbejde sammen med os i at fremlægge et attraktivt bud, siger komitéens bestyrelsesformand, Larry Probst, i en skriftlig udtalelse.

Byen blev valgt foran konkurrenterne San Francisco, Washington og Los Angeles, hvor OL har været holdt to gange tidligere.

Bostons borgmester kalder det en stor ære for byen.

- Det er en helt særlig ære for Boston at blive valgt som USA's repræsentant i opløbet om de olympiske og paralympiske lege i 2024, siger borgmester Martin Walsh i en skriftlig udtalelse.

- Vores mål er at blive vært for de olympiske og paralympiske lege, der er innovative, tilgængelige og gæstfri for alle, tilføjer han.

USA var senest vært for sommer-OL i 1996, da sportsudøverne kæmpede i Atlanta.

Også Rom har lagt billet ind på OL i 2024, og Tyskland har meddelt, at landet vil byde ind med enten Berlin eller Hamburg som værtsby.

Deadline for et officielt værtsbud er i september. Afgørelsen finder sted i 2017.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere