FC Barcelona holder sig fortsat inde i kampen om det spanske mesterskab, efter at det lørdag lykkedes at vinde 2-0 ude over Sevilla.
Lionel Messi stod for både en assist og et mål, og argentineren blev dermed afgørende i kampen.
Angriberen Ousmane Dembélé scorede kampens første mål for Barcelona.
Franskmanden blev sendt perfekt af sted mod mål efter en god pasning fra Messi, og Dembélé afsluttede fladt. Og så stod det 1-0 efter en halv time.
Sevilla havde ikke meget at byde ind med offensivt i første halvleg, og Barcelona kunne gå til pause med en kneben føring.
I anden halvleg var Barcelona tæt på at score igen, men backen Sergiño Dest hamrede bolden på stolpen efter en times spil.
Sevilla forsøgte at fremtvinge en udligning og troede kortvarigt, at det var lykkedes ti minutter før tid. Men en hånd på bolden annullerede målet fra Youssef En Nesyri.
Martin Braithwaite blev skiftet ind i stedet for Ousmane Dembélé efter 82 minutter. Kort efter kunne danskeren se Messi score til slutresultatet.
Messi kværnede sig vej igennem Sevilla-forsvaret efter 86 minutter. Barcelona-stjernens afslutning blev først reddet, men han var først over returen og scorede til 2-0.
Dermed har Messi nu scoret 12 mål i de seneste otte ligakampe. Det var ligamål nummer 19 i denne sæson. På tværs af alle turneringer har Messi scoret 24 gange.
I løbet af kampen udgik Pedri og indskiftede Ronald Araujo med skader for Barcelona.
Med sejren har Barcelona 53 point efter 25 kampe på andenpladsen og holder dermed liv i håbet om det spanske mesterskab.
Atlético Madrid, som spiller søndag ude mod Villarreal, topper rækken med 55 point for to kampe færre.
Onsdag mødes FC Barcelona og Sevilla igen - denne gang i Copa del Rey. Kampen kan ses eksklusivt i Ekstra Bladet+