Coronavirus stopper TV2-kanal

TV2 har fredag udsendt en pressemeddelelse om, at de midlertidigt sløjfer deres nye sportskanal TV2 Sport X. Der vil i stedet blive sendt film til de underholdningshungrende danskere

TV 2 Sport X må i den nærmeste fremtid undvære Christian Eriksen. Han bliver erstattet med skuespillere som Casper Christensen, Frank Hvam og Mick Øgendahl. Foto: Stoyan Nenov/Ritzau Scanpix
TV 2 Sport X må i den nærmeste fremtid undvære Christian Eriksen. Han bliver erstattet med skuespillere som Casper Christensen, Frank Hvam og Mick Øgendahl. Foto: Stoyan Nenov/Ritzau Scanpix

Coronavirussen har haft store konsekvenser for sportsverdenen.

Alt sport er stort set lagt ned og udsat, og det har selvsagt skabt noget af et tomrum på diverse TV-kanaler og streamingtjenester.

Der mangler simpelthen indhold til at erstatte de mange live sportsbegivenheder.

Det forsøger TV2 nu at lave om på, fortæller de i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.

Helt konkret betyder det at TV2 Sport X, der har under fire måneder på bagen, midlertidigt bliver lavet om til en filmkanal med 16 timers sendeflade om dagen.

Prisen vil ikke blive sat ned
Eftersom stort set alt sportsindhold er blevet aflyst eller udskudt, har det også betydet, at streamingtjenesters sportspakker er faldet gevaldigt i værdi.

Viaplay, der er ejet af Nordic Entertainment Group, var de første til at tage konsekvensen og nedsætte deres sportspakke fra 309 kr. om måneden til kun 99 kr. om måneden.

Kort efter fulgte Dplay.

Discovery, der ejer Dplay, valgte også at nedsætte deres sportspakker fra 179 kr. om måneden til 99,95.

Hos TV2 Play koster sportspakken lige nu 179 kr. uden reklamer og 149 kr. med reklamer.

Et fald i pris, som vi har set hos Viaplay og Dplay, skal TV2 Plays kunder dog ikke forvente.

- TV 2 har besluttet ikke at lave generelle prisreduktioner, men TV 2 PLAYs kunder kan tilgå deres profilside og se, hvordan abonnementet kan nedgraderes eller sættes på pause,” fortæller salgsdirektør Stig Møller Christensen for TV2 til Ekstra Bladet i en e-mail.

I den kommende tid vil kunder af sportspakken altså skulle beslutte, om filmindholdet kan erstatte deres store tørst efter sportsbegivenheder.   

Se også: Træner som om intet er sket

Se også: Fællesbrev i frygt: Ryk os ikke ned!

Se også: Dolberg og Skov sikrer stort overskud i Silkeborg

124 kommentarer
Vis kommentarer