Aflys Touren:- Det er en opskrift på katastrofe!

En international ekspert mener nu, at Tour-ledelsen må se realiteterne i øjnene og aflyse. Det sker dagen efter, at man annoncerede en ny plan om at afvikle løbet i slutningen af august

Champs-Élysées bør ikke få besøg af et internationalt Tour-felt i år. Heller ikke i august, lyder det nu. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters
Champs-Élysées bør ikke få besøg af et internationalt Tour-felt i år. Heller ikke i august, lyder det nu. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters

Tour-håbet fik lige en ekstra epo-indsprøjtning, da UCI i går annoncerede en udskydelse af cykelløbet til 29. august.

Men der er ingen grund til at håbe, mener en af de førende kapaciteter i coronabekæmpelsesfeltet Devi Sridhar, som er professor i folkesundhed ved University of Edinburgh og derudover rådgiver for den skotske regering.

For ifølge hende giver en afvikling af cykelløbet selv så sent som august og september ingen mening.

- Det er en smertefuld beslutning, men de har intet valg. Den kloge beslutning ville være at aflyse for i år, siger hun i et interview med Cyclingnews.

Kan starte ny lockdown
Touren er efterhånden den sidste af sommerens store sportsbegivenheder, der ikke har kastet håndklædet i ringen.

Den nuværende ambition om at kunne afvikle løbet fra 29. august til 20. september blev plan A, efter præsident Emmanuel Macron mandag umuliggjorde alle større forsamlinger frem til 11. juni.

I Frankrig hersker fortsat et udgangsforbud til tidligst midten af maj, som rigtig mange af landets borgere formentlig ser frem til at slippe ud af.

Men en lockdown kan hurtigt vende tilbage, hvis man vælger at lade verdens største cykelløb trille gennem landevejene.

- De bliver nødt til at veje risiciene op mod fordelene. Tusinder af mennesker fra hele verden samlet sammen, bevægende sig fra by til by. Det er lige her, en virus kan trives bedst - det er en opskrift på katastrofe, uddyber Sridhar og fortsætter.

- Der er helt klart en risiko for, at Tour de France-afviklingen ville kunne ende ud i en ny lockdown.

Sridhar gruer ved tanken om, hvad håndhævelsen af et tilskuerforbud i Tour de France ville kunne føre med sig. Foto: Khan Tariq Mikkel
Sridhar gruer ved tanken om, hvad håndhævelsen af et tilskuerforbud i Tour de France ville kunne føre med sig. Foto: Khan Tariq Mikkel

Derudover peger hun på de enorme logistiske vanskeligheder, det ville medføre, i form af ryttere fra forskellige lande, der alle må afvikle to ugers karantæne i Frankrig, inden løbet går i gang.

Og at et scenarie, hvor man lader cykelløbet køre uden tilskuere, ville kræve en politi- og militær-tilstedeværelse, som potentielt kunne få situationen til at 'komme ud af kontrol'.

I forhold til tilskuer-problematikken er hun på samme bølgelængde som Ekstra Bladets cykelekspert, den tidligere Tour-klatrer Michael Rasmussen.

- Jeg tænker, at det lyder som et absolut logistisk mareridt. Hvor meget politistyrke vil det ikke kræve at holde mennesker væk fra 3500 kilometer offentlig vej? spurgte han retorisk, da idéen først kom på bordet i marts.

Se også: Ikke en Tour som de andre

Se også: Tour-håbet lever: Udsætter i to måneder

51 kommentarer
Vis kommentarer