Aflyser PostNord Danmark Rundt

Danmarks største etapeløb bliver ikke afviklet i år

Cykelløbet PostNord Danmark Rundt bliver ikke afviklet i 2020. Det oplyser Danmarks Cykle Union i en pressemeddelelse.

- Beslutningen har store sportslige og økonomiske konsekvenser for dansk cykelsport, men i sidste ende kommer samfundssind og ansvarlighed før alt andet, fastslår Danmarks Cykle Unions direktør, Martin Elleberg Petersen.

- Det har selvfølgelig været en meget svær beslutning, fordi det har så stor betydning for dansk cykelsport og rammer en lang række interessenter, men sikkerheden og sundheden for vores ryttere, de frivillige, fans og befolkning kommer altid i første række, siger Martin Elleberg Petersen.

Beslutningen er truffet i fuld enighed med hovedsponsoren PostNord.

PostNord Danmark Rundt skulle oprindeligt have været kørt 11.-15. august 2020. Tirsdag offentliggjorde UCI den reviderede løbskalender, hvor PostNord Danmark Rundt var indplaceret 1.-5. september 2020.

Ønsket om placering på netop det tidspunkt blev tidligere på måneden udtrykt af løbsdirektør Jesper Worre, men da det kom til stykket, valgte Danmarks Cykle Union altså at trække stikket.

Løbet ville i september blive kørt samtidig med Tour de France, som skydes i gang i Nice 29. august, men det uheldige sammenfald, som givetvis ville have sikret Danmark Rundt minimal medieopmærksomhed, har ikke været afgørende for aflysningen.

I pressemeddelelsen angiver unionen alene 'manglende klarhed over sundshedssituationen og myndighedskrav' som årsag.

- Vi søgte om denne termin for en måned siden i håb om, at samfundet kunne åbnes så meget, at løbet ville kunne afholdes, siger Martin Elleberg Petersen til Ekstra Bladet.

- Men vi har ikke hørt noget, der taler for, at det kan lade sig gøre i september.

- Vi har kun hørt om grænser, der ikke bliver åbnet, og om forsamlingsforbud. Selv hvis forsamlinger på op til 500 mennesker skulle blive tilladt, ville det være umuligt at afholde et så stort cykelløb.

- Vi har heller ingen stærke indikationer af, at grænserne bliver åbnet, og med et felt, der i meget høj grad består af udenlandske ryttere, er det jo umuligt at afholde løbet, siger Martin Elleberg Petersen.

- Vi har trukket det så længe, vi kunne, og nu kan vi ikke vente længere. Det er med blødende hjerte, at vi har valgt at aflyse løbet.

DCU forsikrer, at 'alle danske cykelfans kan være sikre på, at løbet vender større og stærkere tilbage næst sommer'.

Frygter konkurs

Dansk cykling under voldsomt pres

Pressede cykelhold gruer for Tour de France-aflysning

Spillet i kulissen: Superstjerne hjalp Riis tilbage

- Det er noget af det mest tossede - nogensinde!