Afviser stor Riis-historie

Ifølge Jakob Fuglsangs agent er danskeren tæt på at sætte sin underskrift på en ny aftale med Astana

Jakob Fuglsang skal ingen steder, fortæller hans agent. Foto: Ernst van Norde
Jakob Fuglsang skal ingen steder, fortæller hans agent. Foto: Ernst van Norde

Jakob Fuglsang kommer næppe til at køre for Bjarne Riis lige foreløbig. Danskeren er nemlig tæt på at forlænge sin kontrakt med Astana.

Det fortæller hans agent, Moreno Nicoletti, til mediet Tuttobiciweb.

- Faktisk kan jeg fortælle, at vi snakker meget med teammanager Alexandre Vinokourov, og vi er meget tæt på at forlænge aftalen til og med 2022, siger Fuglsangs agent til Tuttobiciweb.

Jakob Fuglsangs nuværende kontrakt med det kasakhiske mandskab løber frem til udgangen af 2021. Alligevel luftede danskeren forleden tankerne om en mulig genforening med Bjarne Riis, der i øjeblikket er holdejer på World Tour-mandskabet NTT Pro Cycling.

Her fortalte silkeborgenseren, at han drømte om at vende tilbage til Riis og igen være under hans vinger.

- Men hvis det skulle lykkes for Bjarne og specielt at hente en dansk sponsor, så kunne det være fedt at starte Touren i Danmark på et så dansk hold som overhovedet muligt, udtalte Jakob Fuglsang forleden til TV2 i programmet 'Tour de ja vu'.

Han afslørede samtidig, at han i efteråret havde været en smule i dialog med Bjarne Riis.

- Sidste år, inden jeg forlængede min kontrakt, snakkede jeg med Bjarne. Blandt andet med hensigt på at kunne starte Touren på et så dansk hold, som det nu kan blive. Det lykkedes så ikke. Så jeg ved ikke, om jeg kommer til at ende min karriere på et kasakhisk hold, eller hvordan det kommer til at se ud, sagde han til TV2.

Store resultater
Jakob Fuglsang har en glorværdig karriere bag sig. Han har vundet etapeløbet Critérium du Dauphiné to gange, hvor han blandt andet satte store stjerner som Chris Froome og Richie Porte på plads.

Sidste år vandt han desuden på imponerende vis det belgiske endagsløb Liège-Bastogne-Liège, da han kørte først over målstregen.

Fuglsang fik desuden hul på bylden i Grand Tour-sammenhæng, da han sidste år vandt 16. etape af Vuelta a España.

Succesen i Tour de France har han dog endnu til gode. Her er hans bedste resultat en samlet syvendeplads, mens han er også er udgået af Touren flere gange.

Formel 1 - 20. jul. 2020 - kl. 06:13 Løbschefen forklarer: Derfor blev Kevin straffet

Se også: FCK-modstander sikrer tyrkisk mesterskab

Se også: Ballade i Brøndby: Hiver i hestehalen

17 kommentarer
Vis kommentarer