FOUGÈRES (Ekstra Bladet): Glæden var ikke til at tage fejl af. Den var ægte.
Efter sin sejr på 4. etape i årets Tour de France fløj Mark Cavendish sine holdkammerater om halsen.
Hver og en fik de en tak, da han efter fem års tørke igen stemplede ind med en Tour-sejr - karrierens nummer 31.
En af dem var verdensmester Julian Alaphilippe, der brugte alle sine kræfter på at køre udbryder Brent Van Moer ind.
Men det gjorde franskmanden gerne, afslørede han i målområdet:
- Jeg ydede alt, jeg havde for ham. Jeg er meget glad på hans vegne. Og på holdet. Det er bare superb. Helt genialt, sagde Alaphilippe, der dermed betalte lidt tilbage, efter at Cavendish arbejde hårdt for hans sejr på 1. etape.
- Det er helt utroligt. Det er fantastisk for ham og for hele holdet. Vi troede virkelig på ham. Det er en emotionel sejr for ham, men også for alle os andre. Når man kender ham, forstår man det, siger den franske verdensmester.
Selv havde Mark Cavendish også lutter tak til Alaphilippe - og til Michael Mørkøv for en genial placering i spurten.
- Julian ofrede sig selv for at hive udbryderen ind. Og Michael er den bedste i verden til at køre mig i position, og han fandt det rigtige hjul til mig.
- Jeg havde ild i øjnene. Jeg kender afslutningen, og sidst, jeg kørte den, havde jeg også ild i øjnene, siger Mark Cavendish med reference til sin sejr i 2015, hvor han også vandt i Fougères. Også for Quickstep.
Og det er netop tilbagevenden til holdet, han betegner som den ene detalje, der har fået vendt tingene for ham efter en stribe miserable år.
- Jeg kom tilbage på holdet, fordi da jeg var her sidst, var det den bedste tid i mit liv. Det var det, jeg havde brug for. Et smil på læberne, et hold der arbejder sammen, en cykel der passer mig.
- Og det har jeg fået, konstaterer Cavendish.