Amerikansk toprytter knaldet for doping

Tom Danielson er blevet testet positiv for brug af testosteron, men Cannondale-Garmin-profilen bedyrer sin uskyld

Tom Danielson er blevet testet positiv for brug af testosteron. (Foto: AP)
Tom Danielson er blevet testet positiv for brug af testosteron. (Foto: AP)

Så er den gal igen. Cykelsporten er blevet ramt af en ny dopingsag, og denne gang er det med en amerikaner i hovedrollen.

Tom Danielson fra Cannondale-Garmin har spillet med åbne kort på sin Twitter-profil, hvor han fortæller, at søndag aften udviklede sig til at være en af de værste i hans liv.

- Da jeg spiste aftensmad med mit hold før Tour of Utah, blev jeg ringet op af USADA (de amerikanske antidopingmyndigheder, red.), der kunne informere mig om, at jeg i en 'uden for-konkurrence-test' den 9. juli vat blevet testet positiv for, som jeg forstår det, syntetisk testosteron, skriver Danielsson.

Den melding kom bag på amerikaneren, der fastholder sin uskyld og slår fast, at han hverken har rørt det forbudte stof eller nogen andre af de ulovlige virkemidler.

- Jeg har talt med dem (USADA, red.) og med mit hold, og jeg må sidde uden for i Tour of Utah, mens jeg venter på en B-prøve og undersøger alle muligheder for, hvad der kan være årsag til denne positive prøve, skriver amerikaneren.

- Jeg ville aldrig tage sådan noget - specielt efter alt det, jeg har været igennem i de seneste år. Det her giver slet ikke mening.

Se også: Lavede 'en Fuglsang': Cykelstjerne rasende på motorcykel

Referencen til fortiden skal ses i lyset af, at den 37-årige rytter tidligere har erkendt, at han under sin tid på Discovery Channel, hvor han kørte i årene 2005-2007, blev forsynet med blandt andet epo og andre ulovlige midler. Selv har han tilmed indrømmet bloddoping og modtog også karantæne for denne forseelse.

Og den sti vil han efter eget udsagn altså ingenlunde betræde igen. Derfor har han nu sat en større undersøgelse i værk for at finde årsagen til, at han nu angiveligt har brudt reglementet på ny.

- Jeg vil nu, mens jeg venter på en B-prøve, have alle de medikamenter jeg tager testet, for at se, om de kan være 'skyldige’. Jeg føler mig voldsomt såret, frustreret og sur over det her. Jeg forstår ikke hvordan og hvorfor, det er sket, og jeg kan stadig ikke acceptere, at det her er sandt, skriver Danielson.

- Jeg elsker cykelsport. Jeg elsker det så fucking højt. Jeg elsker løbene, turene, folkene, forretningen - jeg elsker det hele. Det er intet som det.

Se også: Detroniseret Tour-vinder melder sig klar til Vueltaen

33 kommentarer
Vis kommentarer