Amstel Gold Race: Her er favoritterne

Så går det løs i Ardennerne, hvor Amstel Gold Race er den første af forårets tre sidste klassikere

Søndag går det løs på de 34 seje bakker i Amstel Gold Race, der tilsammen giver rytterne 4000 højdemeter på de 258 km. (Foto: AP/Peter Dejong)
Søndag går det løs på de 34 seje bakker i Amstel Gold Race, der tilsammen giver rytterne 4000 højdemeter på de 258 km. (Foto: AP/Peter Dejong)

Amstel Gold Race markerer overgangen fra brosten til bakker. Det klassiske løb er en lækkerbisken for de såkaldte puncheurs, der nærmest flyver op ad de stejle bakker.

Der er en enkelt dansk vinder af løbet. Det var Bjarne Riis tilbage i 1997.

Her er Ekstra Bladets bud på favoritterne.


Philippe Gilbert (BMC), Belgien, 32 år
Har vundet løbet tre gange tidligere og beviste senest i Brabantse Pijl i onsdags, hvor han var afgørende for holdkammeraten Ben Hermans' sejr, at han er i sin bedste form.


Alejandro Valverde (Movistar), Spanien, 34 år
En komplet rytter, som kører for at vinde året rundt. Vandt tre etaper og sluttede på en samlet andenplads i Katalonien Rundt.


Michal Kwiatkowski (Etixx), Polen, 24 år
Verdensmesteren vandt prologen i Paris-Nice og brød dermed regnbuetrøjens forbandelse, men han lader sig ikke nøje med det. Får han et lille hul i finalen er han umuligt at fange.


 Dan Martin (Cannondale), Irland, 28 år
Vinderen af Il Lombardia sidste år er en uopslidelig fætter med godt punch på en finalestigning. Er kløgtig, når det gælder det taktiske spil, og ved, hvornår han skal slå til.


Joaquim Rodriguez (Katusha), Spanien, 35 år
Vandt to etaper og den samlede sejr i Baskerlandet Rundt. Er giftig på stejle finalebakker, men skal have et pænt hul til forfølgerne for at holde dem bag sig på de flade to km efter Cauberg.


 Jakob Fuglsang (Astana), Danmark, 30 år
Erklærer sig i fornem form, og det er ikke ham, alles øjne hviler på. Kommer til kort over for de ægte puncheurs, men hvis alt flasker sig, kan han gøre det bedre end fjerdepladsen i 2011.

 

5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere