Andreas Kron vinder 1. etape i Catalonien Rundt

Andreas Kron vandt mandag 1. etape i det spanske etapeløb Catalonien Rundt efter et sent udbrud. Den danske Lotto-rytter tager også løbets førertrøje

Andreas Kron var først over stregen. Foto: Josep Lago/Ritzau Scanpix
Andreas Kron var først over stregen. Foto: Josep Lago/Ritzau Scanpix

22-årige Andreas Kron vandt mandag karrierens største sejr, da han var hurtigst på stregen i 1. etape af Catalonien Rundt, hvor han også tog førertrøjen.

Den unge Lotto Soudal-rytter vandt i en lille gruppe på fire ryttere, der rev sig løs med ca. 22 km til målstregen i Calella.

En imponerende bedrift, da han var afsted med så stærke folk som Lennard Kämna (Bora-HansGrohe), Luis Leon Sánchez (Astana) og Rémy Rochas (Cofidis).

Men Kron snød dem alle i spurten, hvor forhåndsfavoritten Sánchez blev fanget bag Rochas og derfor ikke kunne fange Kron, der gennem hele den sidste kilometer koldblodigt havde holdt sig bagerst i gruppen.

- Det er helt skørt og fantastisk. Det er mit første etape på World Touren - og nu har jeg vundet.

- Det er noget helt specielt.

- Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal sige, sagde den glade vinder i mål.

Foto: Luc Claessen/Getty Images
Foto: Luc Claessen/Getty Images
 

Sejren kom efter en dag, der i løbets vanlige stil var kuperet. Derfor var sprinterne blevet siet fra undervejs på de 178,4 km i og omkring Calella.

Kron gik med på det angreb, Luis Leon Sánchez satte ind, da der opstod lidt forvirring i den forreste del af feltet med knap 25 km til mål.

Her kom flere angreb, men det var altså den rutinerede spanier, der kom væk og kort efter fik følgeskab af de tre øvrige.

De opbyggede hurtigt et forspring på knap 40 sekunder, og selv om feltet efterfølgende fik styr på organiseringen, stod kvartetten ikke til at hente - i mål var de 16 sekunder foran.

Andreas Kron starter dermed tirsdagens 2. etape - en 18,5 km lang enkeltstart - i løbets hvide førertrøje.