Angav Armstrongs dopinglæge: Nu betaler han prisen - igen

Italieneren Filippo Simeoni var en af få, der trodsede enevældige Lance Armstrong, og det koster ham nu indirekte et embede i italiensk cykling

Filippo Simeoni før sidste etape af Touren 2004 - året, da han blev ydmyget af bøllen Lance Armstrong for rullende kameraer. Foto: AP.
Filippo Simeoni før sidste etape af Touren 2004 - året, da han blev ydmyget af bøllen Lance Armstrong for rullende kameraer. Foto: AP.

En af Lance Armstrongs få erklærede modstandere i hans lange regime i det professionelle felt kommer nu til at betale en ekstra høj pris for sin egen dopingindrømmelse og sin kamp for en ren sport.

Italieneren Filippo Simeoni er blevet tvunget til at opgive en post som vicepræsident i det italienske cykleforbunds Lazio-region, idet en sjældent brugt regel pludselig er taget i anvendelse, skriver cyclingnews.com.

Det viser sig, at ingen, der er dømt i en dopingsag, må udøve et officielt hverv i det italienske cykleforbund, og det gælder også, selv om den dømte - som i Simeonis tilfælde - har indrømmet doping som et led i kampen mod uvæsnet.

Simeoni tilstod i retten i 2001, da han blev afhørt i en sag, der centrerede sig om den berygtede dopinglæge Michele Ferrari, som var Armstrongs yndlingslæge.

Lance Armstrong efter sin anden Tour-sejr i 2000. Han var da på vej til at blive enevældig hersker i feltet, og han udnyttede sin magt til at tryne sine modstandere. Foto: AP.
Lance Armstrong efter sin anden Tour-sejr i 2000. Han var da på vej til at blive enevældig hersker i feltet, og han udnyttede sin magt til at tryne sine modstandere. Foto: AP.
 

Nu 16 år senere koster tilståelsen ham dyrt, hvilket ikke kun Simeoni er rystet over. Cyclingnews.com rapporterer, at sagen har rejst en storm af protester i Italien.

- Jeg var målløs over forbundets beslutning. Jeg var faktisk på vej til udnævnelsesceremonien, da jeg blev ringet op. Så måtte jeg køre hjem igen, siger Simeoni til cyclingnews.com.

- Det er sandt, at jeg har afsonet en dopingkarantæne, men alle ved, at det var på grund af en historisk retssag, der løftede sløret for 'tavshedens lov' i Italien, siger Simeoni.

- Jeg synes, jeg har betalt min gæld. Jeg var ivrig efter at give noget tilbage til sporten, men nu føler jeg mig vred og bitter.

Tavsheden lov - også kaldet 'omerta' - var fremherskende i Armstrongs æra fra 1999 til 2005. En af de mest kendte og mest sørgelige episoder i hans regeringstid er hans ydmygelse af Simeoni i 2004.

Det skete med en opsigtsvækkende aktion, da Simeoni var kørt af sted i et udbrud sammen med en håndfuld andre ryttere.

Lance Armstrongs mange Tour-sejre blev sikret på ulovlig vis. Foto: AP
Lance Armstrongs mange Tour-sejre blev sikret på ulovlig vis. Foto: AP
 

Helt uhørt for en rytter i den gule trøje slog Armstrong bro til udbruddet og insisterede på, at Simeoni lod sig falde tilbage, hvilket han til sidst var tvunget til, idet de øvrige ryttere i udbruddet udstødte ham.

Aktionen var åbenlyst hævn for Simeonis åbenmundethed om doping og ikke mindst Ferrari.

Efter aktionen lavede Armstrong selvtilfreds sin kendte 'zip it'-bevægelse, hvor han med to fingre, der hen over læberne lynede en imaginær lynlås, signalerede, at ingen i feltet burde tale højt om doping.

Amerikanerens mange medløbere i feltet udsatte også Simeoni for modbydelig mobning. Han blev spyttet på og sværtet til med de værste gloser, men Simeoni holdt ud og udsatte på løbets sidste etape, som normalt er udramatisk paradekørsel, Armstrongs hold for angreb på angreb.

Det førte til yderligere hån og fornedrelse fra feltet, men med tiden blev Simeonis kamp mod Armstrong anerkendt som forbilledlig, og han vandt omsider anseelse i cykelsporten.

Simeoni agter ikke at give op, selv om reglerne er utvetydige. Italiensk cykling står foran et præsidentvalg, som kan betyde ændringer til hans fordel i fremtiden.

- Jeg gav ikke op, da Armstrong chikanerede mig, og jeg giver heller ikke op nu, siger Simeoni ifølge cyclingnews.com.

Se også: Armstrongs onde ånd: Lance manipulerer alle

Se også: Armstrongs mobbeoffer: Ingen tilgivelse

24 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere