Anklage: Krævede sin datter udtaget til landsholdet

Bølgerne går højt i bestyrelsen i Danmarks Cykle Union i disse dage, og et følsomt emne er en anklage om, at formanden har misbrugt sin magt til at fremme sin datters cykelkarriere

Henrik Jess Jensen har været formand for Danmarks Cykle Union siden 2016. Han er desuden vicepræsident i den europæiske cykleunion, UEC. Foto: Rasmus Flindt Pedersen.
Henrik Jess Jensen har været formand for Danmarks Cykle Union siden 2016. Han er desuden vicepræsident i den europæiske cykleunion, UEC. Foto: Rasmus Flindt Pedersen.

Midt i det interne opgør i bestyrelsen i Danmarks Cykle Union om afskedigelsen af Jesper Worre som direktør for etapeløbet Danmark Rundt er også en sag om muligt magtmisbrug kommet på bordet, erfarer Ekstra Bladet.

Formand Henrik Jess Jensen er under anklage for at have misbrugt sin position til at fremme sin datters cykelkarriere, idet han med stærkt intimiderende optræden skal have presset daværende kvindelandstræner Catherine Marsal til at udtage datteren til EM i Tjekkiet i 2018.

Catherine Marsal ønsker ikke selv at rippe op i det gamle sår. Hun bekræfter dog, at et bestyrelsesmedlem i DCU for nylig har udbedt sig hendes detaljerede beskrivelse af forløbet til brug for diskussioner ved en række ekstraordinære bestyrelsesmøder i disse uger.

Henrik Jess Jensen meddeler i en mail til Ekstra Bladet, at han ikke ønsker at kommentere bestyrelsesanliggender, men at han gerne vil slå fast, at ‘jeg selvfølgelig ikke har lagt pres på nogen for at fremme min datters karriere’.

Henrik Jess Jensen holder tale, da Mads Pedersen bliver hyldet på Københavns Rådhus for sin VM-sejr i Yorkshire. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix.
Henrik Jess Jensen holder tale, da Mads Pedersen bliver hyldet på Københavns Rådhus for sin VM-sejr i Yorkshire. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix.
 

Historien om Catherine Marsal synes at være kendt på alle niveauer i Danmarks Cykle Union, og den bliver altså nu også diskuteret i bestyrelsen. Ekstra Bladet har talt med en stribe personer i DCU, som bekræfter, at de har hørt om Marsals sammenstød med Henrik Jess Jensen. 

Det fandt sted ved DM på Lolland-Falster i juni 2018. Ekstra Bladet erfarer, at Henrik Jess Jensen efter et løb passede landstræneren op i målområdet og stillede sig op foran hende med ansigtet kun få centimeter fra hendes.

I umisforståelige vendinger forlangte han, at Marsal skulle udtage hans datter til det forestående EM i Tjekkiet. Tydeligvis chokeret trak Marsal sig tilbage og forlod rystet området.

Ekstra Bladet har fået oplyst, at to personer bevidnede optrinnet, nemlig Solveig Uhre, som er formand for Pige- og kvindeudvalget i DCU, og Joachim Parbo, som er suppleant til DCU’s bestyrelse.

Solveig Uhre ville torsdag i sidste uge i første omgang gerne tale om episoden, men da interviewet skulle finde sted få timer senere, var hun kommet på andre tanker.

- Der er noget, jeg har fået styr på siden sidst, vi talte sammen. Der er gang i en proces, så jeg vil ikke sige mere lige nu, sagde Uhre og ønskede ikke at uddybe, hvilken proces, der er tale om.

Ældre foto af Joachim Parbo, som i sin aktive karriere som cykelcrossrytter var flerfoldig dansk mester. Foto: Ernst van Norde / Ritzau Scanpix.
Ældre foto af Joachim Parbo, som i sin aktive karriere som cykelcrossrytter var flerfoldig dansk mester. Foto: Ernst van Norde / Ritzau Scanpix.
 

Joachim Parbo bekræfter, at han på afstand var vidne til et optrin ved DM, hvor Henrik Jess Jensen øjensynligt irettesatte Catherine Marsal. Han hørte ikke, hvad der blev sagt, fortæller han.

- Jeg så to mennesker, der var ophidsede. Den ene var udfarende, mens den anden var i den mere modtagende ende. Og så så jeg en person gå grædende derfra.

- Jeg vidste ikke, hvad det drejede sig om, men jeg tænkte, det måske kunne være relateret til landsholdet, siger han.

Dagen efter episoden ved DM blev Marsal opsøgt af daværende elite- og administrationschef i DCU, Jens-Erik Majlund. Han kom for at meddele hende, at Henrik Jess Jensens datter partout skulle udtages til EM, hvilket Marsal så modvilligt måtte gøre. 

Under et år senere blev Catherine Marsal afskediget til manges store forbløffelse. Hun var derefter sportsdirektør på Bigla Pro Cycling, men har i dag forladt sporten. I sin aktive karriere som rytter vandt Catherine Marsal fire gange VM-guld.

Ekstra Bladet har tilbudt den seks mand store DCU-bestyrelse mulighed for at kommentere sagen. Fire medlemmer har takket nej, mens to ikke er vendt tilbage.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ingen sammenblanding

Jens-Erik Majlund overtog i 2017 den svære opgave med at genrejse DCU, som var endt i svær økonomisk krise. Det lykkedes ham at vende skuden. Han forlod DCU i begyndelsen af 2020. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup / Ritzau Scanpix.
Jens-Erik Majlund overtog i 2017 den svære opgave med at genrejse DCU, som var endt i svær økonomisk krise. Det lykkedes ham at vende skuden. Han forlod DCU i begyndelsen af 2020. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup / Ritzau Scanpix.
 

Et vigtigt princip i bestyrelsesarbejde er, at man arbejder bredt for den organisation, man sidder i bestyrelsen for, snarere end for enkeltpersoner i organisationen - eksempelvis ens egne familiemedlemmer eller sig selv.

Dette princip søgte DCU’s daværende elite- og administrationschef, Jens-Erik Majlund, at få nedfældet på skrift i unionens retningslinjer for ordentlig opførsel - den såkaldte ‘code of conduct’ - i september 2018.

Det skete på det første bestyrelsesmøde efter opgøret mellem DCU-formand Henrik Jess Jensen og kvindelandstræner Catherine Marsal. En mødedeltager oplyser til Ekstra Bladet, at episoden ikke blev diskuteret på mødet, men at det lå i kortene, at det var netop den, der drev Majlund til at tage emnet op.

Jens-Erik Majlund har i dag forladt DCU. To gange har han over for Ekstra Bladet takket nej til at forklare sine beslutninger som daglig leder, selv om han af kilder udpeges som Henrik Jess Jensens marionetdukke i sagen om Catherine Marsal.

Erhvervskvinden Hanne Blume, som er 1. suppleant til DCU’s bestyrelse, var også til stede på mødet. Hun har hørt Marsal-historien på rygtebasis, siger hun, men hun har ikke tænkt over, at den skulle have forbindelse til dagsordenen på mødet i september 2018.

- Man skal være varsom med at forlade sig på rygter, så det har jeg holdt mig fra, siger Hanne Blume. 

- Jeg vil til enhver tid sige, at hvis der er et misforhold, så skal der ryddes op i det, og det skal vi også gøre i DCU. Men det er ikke noget, jeg konkret er bekendt med.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ingen pressede mig

I jobbet som elitechef er Morten Bennekou en af de mest magtfulde personer i dansk cykling. Foto: Tariq Mikkel Khan.
I jobbet som elitechef er Morten Bennekou en af de mest magtfulde personer i dansk cykling. Foto: Tariq Mikkel Khan.
 

Fem måneder efter, at Morten Bennekou havde opgivet en karriere som sportsdirektør på Team Sunweb for at blive elitechef i DCU, fyrede han Catherine Marsal i maj sidste år.

Og det var hans egen beslutning, som var et resultat af hans egne overvejelser om den kurs, som dansk cykling skal tage. Ingen pressede ham til at fyre Catherine Marsal.

Det ringede han ud af det blå for at understrege over for Ekstra Bladet for nylig.

- Jeg kan kan afvise fuldstændigt, at det havde noget som helst med nogen bestyrelsesmedlemmer at gøre - hverken formanden eller andre, sagde Bennekou.

- Jeg har på intet tidspunkt været eller følt mig presset af nogen i bestyrelsen, og jeg ville heller aldrig lade mig presse til noget.

Se også: Krisen fortsætter: - Et kæmpe problem

Se også: DM flytter til Fyn

Se også: Tabte magtkamp: Jesper Worre færdig som løbsdirektør

Se også: Aflyser PostNord Danmark Rundt

Se også: Frygter konkurs

50 kommentarer
Vis kommentarer