Anklage mod Tour-vinders træner: - Han er løgner og doper

Sagen mod Sky-lægen Richard Freeman tog tirsdag en dramatisk drejning, da Freemans advokat pludselig angreb den tidligere Tour-vinder Brad Wiggins’ træner

Richard Freeman risikerer at miste retten til at praktisere som læge på grund  af de erkendte fejl, han begik i Team Skys tjeneste for år tilbage. Foto: Tim Goode / Ritzau Scanpix.
Richard Freeman risikerer at miste retten til at praktisere som læge på grund af de erkendte fejl, han begik i Team Skys tjeneste for år tilbage. Foto: Tim Goode / Ritzau Scanpix.

Med konstante juridiske krumspring trækker parterne i sagen mod den tidligere Sky-læge Richard Freeman tingene så meget i langdrag, at den tidligere Sky-træner Shane Sutton endnu tirsdag over middag ikke var blevet afhørt, selv om han i to dage har været til stede ved høringen i Manchester.

Da Sutton, som er tidligere træner for Bradley Wiggins, som vandt Tour de France i 2012, desuden bad sig fritaget for at møde op ved et høringsmøde senere på ugen, mistede Freemans advokat, Mary O’Rourke, tålmodigheden.

- Han er en vaneløgner og en serieløgner. Han er en doper med en dopingfortid, sagde Mary O’Rourke ifølge britiske medier, der i stort antal følger sagen tæt.

Sutton bor på Mallorca og har tidligere tilbudt at lade sig afhøre over en videoforbindelse fra sit hjem, men det afviser Mary O’Rourke. 

- Man vil ikke kunne ikke se, om vidnet vrider sig i stolen, eller om han sveder eller er ved at miste besindelsen. Vi taler ikke om, at han skal komme hertil fra Kina, men fra Palma, Mallorca. Der er gode, jævnlige flyforbindelser, sagde O’Rourke.

Freeman var i 2011 læge for både Team Sky (i dag Team Ineos) og det britiske cykleforbund British Cycling. Han var ansvarlig for et syndigt rod, når det gjaldt indkøb, opbevaring og håndtering af medicin, og hans sag har lagt mørke skyer over det britiske cykelmirakel, som indtil nu har resulteret i seks sejre i Tour de France.

Freeman risikerer at miste retten til at praktisere som læge, hvis tribunalet finder ham skyldig i at have indkøbt doping til atleter, udleveret medicin til patienter uden forudgående undersøgelse og have forsømt at føre journaler.

Lægen har hævdet, at han indkøbte det i sport forbudte testosteron-præparat Testogel for at hjælpe en medarbejder med svigtende erektion. Der var tale om Shane Sutton, som pure afviser at have rejsningsproblemer.

Den uforløste debat om Suttons seksuelle formåen har øjensynligt forgiftet forholdet mellem de to tidligere Sky-ansatte.

Freeman har krævet en skillevæg stillet op i høringslokalet, så han ikke risikerer at få øjenkontakt med Shane Sutton, hvilket ville kunne forværre, forstår man, lægens angiveligt skrøbelige helbred. 

Tribunalet, der i yderste konsekvens kan fratage Freeman retten til at praktisere som læge, har anerkendt, at han er et ‘sårbart vidne’.

Sagen afsluttes efter planen 20. december, men de juridiske trakasserier giver løfte om, at den indtil videre ganske underholdende sag kan trække ud.

Se også: Et lager med testosteron: Voldsomme anklager mod udskældt læge

Se også: Storholdet holder vejret: Nu vil udskældt læge fortælle alt

Se også: Kæmpe bombe under verdens bedste: De bestilte doping

Se også: Tidligere top-boss chokerer: Forsvarer brug af ulovlig medicin

13 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere