Armstrongs onde ånd: Lance manipulerer alle

Betsy Andreu tror, at Armstrongs seneste interview blot er et forsøg på at forbedre sit image i forhold til de store erstatningssager, der kan koste ham en halv milliard kroner

Lance Armstrong kæmper fortsat for at holde skindet på næsen rent økonomisk, og derfor forsøger han at fremstå som et forandret og bedre menneske, mener Betsy Andreu. (Foto: AP).
Lance Armstrong kæmper fortsat for at holde skindet på næsen rent økonomisk, og derfor forsøger han at fremstå som et forandret og bedre menneske, mener Betsy Andreu. (Foto: AP).
Følg Cykling

Skulle nogen have fået et nyt og mere sympatisk billede af Lance Armstrong efter BBC's interview med den detroniserede Tour-konge mandag, står texanerens onde ånd klar med en forhammer til at splintre det. Betsy Andreu, som i et årti har bekæmpet Armstrong og hans nu smuldrede imperium, var målløs, da hun så interviewet, men som altid genvandt hun hurtigt talens brug og sender nu atter en bredside af sted mod sin tidligere nære ven.

- Dette er klassisk Lance. Han er presset af to meget store sagsanlæg, og han tror, at dette interview vil komme ham til gode i de to sager, siger Betsy Andreu til cyclingtips.com.au og parodierer Armstrong: 'Se, jeg er ikke en så skidt karl, når det kommer til stykket. Jeg gør det rigtige'.

- Hvis bare, det var så vel. Han er en dygtig og charmerende manipulator. Han tror, at de taktikker, der virkede i fortiden, vil virke igen nu, siger Andreu.

I BBC-interviewet giver Armstrong indtryk af at angre, at han i sin tid på cykelsportens højeste tinde optrådte som et 'røvhul' over for et dusin mennesker. Han er berygtet som brutal og hensynsløs og talrige hævder sig tromlet fuldstændigt ned af den engang magtfulde cykelstjerne.

Andreu: Hullet efter Lance skal ikke lukkes

Betsy Andreu og hendes mand, Frankie, er blandt dem, som Armstrong forsøgte at kvase totalt, da de i 2005 under ed forklarede, at de var til stede, da Armstrong i 1996 over for sin læge erkendte at have dopet sig. Det skulle være sket i forbindelse med, at Armstrong blev diagnosticeret med fremskreden kræft. Trods sin dopingtilståelse i 2013 nægter Armstrong fortsat at kommentere 'hospitalsepisoden' - formentlig, fordi det ville give ham yderligere økonomiske og juridiske problemer at erkende, at episoden fandt sted.

Han nægter også at give Betsy Andreu en undskyldning for at have sværtet hende til på det groveste i medierne, hvor han har kaldt hende 'en skør sæk'. Han misbrugte desuden sin magt til at bremse Frankie Andreus karriere i cykelsporten og sportsmedierne, hævder Andreu.

Betsy Andreu har kæmpet indædt mod Lance Armstrong og hans løgne i et årti. I begyndelsen af Armstrongs karriere var Betsy og Franie Andreu hans nære venner, men ægteparret nægtede at lyve og dække over ham. (Foto: AP).
Betsy Andreu har kæmpet indædt mod Lance Armstrong og hans løgne i et årti. I begyndelsen af Armstrongs karriere var Betsy og Franie Andreu hans nære venner, men ægteparret nægtede at lyve og dække over ham. (Foto: AP).
 

I BBC-interviewet lader Armstrong forstå, at han har gjort alt for at forsone sig med de mennesker, han trynede dengang. Det gælder blandt andre cykelrytterne Filippo Simeoni og Christophe Bassons, som han mobbede ud af feltet, og soigneuren Emma O'Reilly, som afslørede Armstrongs doping og til gengæld blev hængt ud i den Armstrong-tro verdenspresse som en alkoholiseret luder.

Andre ville ikke tage imod hans fremstrakte hånd, hævder Armstrong, og det får Betsy Andreu til at konstatere, at hans forsøg på forsoning har været hule og meningsløse.

- Han hævder, at jeg ikke ville tage imod hans undskyldning. Hvor upræcist er det? Jeg tog til forbandede Texas til hans hjemby for at møde ham, siger Betsy Andreu til cyclingtips.com.au og leverer e-mail-dokumentation for, at Armstrong trods gentagne forsikringer om, at han var parat til et møde, sprang fra i sidste øjeblik.

 

Lance er stadig en bedrager

Andreu fremhæver også, at Armstrong aldrig har givet hånd til Tour-vinder Greg LeMond og sagt undskyld for det helvede, han drev LeMond igennem, da denne formastede sig til at kritisere Armstrongs samarbejde med dopinglægen Michele Ferrari. LeMond siger i dag, at Armstrong i praksis rev 10 år ud af hans liv - 10 år med retssager og dybe personlige omkostninger.

- Lance blev ved med at sige, at Greg ikke ville tale med ham, idet han fordrejede hans ord, fortæller Andreu, som opbyggede et tæt forhold til Greg og Kathy LeMond i de svære år.

Den trefoldige Tour-vinder Greg LeMond var blandt de mange, som Armstrong forsøgte at jorde totalt. (Foto: AP).
Den trefoldige Tour-vinder Greg LeMond var blandt de mange, som Armstrong forsøgte at jorde totalt. (Foto: AP).
 

- Kathy og jeg var ved at være dødtrætte af alt Lances lort, så jeg skrev til ham for halvandet år siden og slog fast, at Greg var parat til et møde ansigt til ansigt. Han svarede aldrig, siger Betsy Andreu.

Hun mener, at ordet 'undskyld' kun giver mening, hvis der er handling bag det. Og der er ikke meget beklagelse at spore i den kendsgerning, at Armstrong har indkaldt Frankie Andreu til at afgive forklaring i den såkaldte whistleblower-sag, som truer Armstrong i USA. Her er Armstrong anklaget for at have misbrugt offentlige midler, nemlig sponsorpenge fra postvæsnet US Postal, til snyd og bedrag. Taber han, kan det koste ham op mod en halv milliard kroner.

LeMond: Armstrong fortjener livstid

- Frankie blev indkaldt i sidste uge. Lance hævder, at han ønsker at vise, at han beklager, og det gør han så ved at få en af sine advokater til at ringe til Frankie og fortælle, at han vil blive stævnet, siger Betsy Andreu.

- Vil han give os det femcifrede beløb, det koster os at hyre en advokat? Vi ser dette som intet andet end et forsøg på at dræne os mentalt og økonomisk.

- Men det vil ikke ske. Lance har åbenbart ikke lært lektien og forstået, at jeg ikke er en dørmåtte. Er han dum? spøger Betsy Andreu.

Seneste nyt

Langt de fleste pampere ender heldigvis med at blive drivvåde

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.