Martin i front efter kongeetapen i Catalonien

Fjerde etape af Catalonien Rundt blev vundet efter et soloangreb fra Garmin-Sharp-rytteren

Der var dramatik på torsdagens kongeetape af Catalonien Rundt, som blev vundet af irske Daniel Martin (Garmin-Sharp) efter et langt soloridt, der samtidig sikrede ham den samlede føring i det spanske cykelløb.

Tidligere på dagen var Alejandro Valverde (Movistar), som inden dagens etape førte løbet, udgået efter et styrt. Efter 119 kilometer stødte den spanske rytter ind i holdkammeraten Eros Capecchi, og begge ryttere valgte efterfølgende at trække sig.

Med den hidtidige nummer et ude af billedet skulle det vise sig at blive Daniel Martins helt store dag.

Med cirka otte kilometer tilbage af den 217,7 kilometer lange etape øgede han farten i en sådan grad, at ingen formåede at følge ham.

Etapens nummer to blev Joaquim Rodriguez (Katusha), som også ligger på en samlet andenplads.

Colombianske Nairo Quintana, der vandt onsdagens etape, holdt sig imidlertid også godt til, idet han formåede at følge Joaquim Rodriguez til mål.

Men det lykkedes dem altså ikke at hente Martin, der kørte over målstregen 36 sekunder før de to forfølgere.

I det samlede regnskab har Rodriguez nu 10 sekunder op til Daniel Martin, mens Quintana skal forsøge at hente 32 sekunder.

Sidste års vinder af Tour de France, Bradley Wiggins, sluttede fjerde etape som nummer seks og ligger samlet set nummer fire.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere