Hårdt dansk angreb på Kyllingen: Hold dig væk!

Sportschef Allan Johansen fra Concordia-Riwal ser ingen plads i cykelsporten for Michael Rasmussen. Han skader mere, end han gavner, siger Johansen

Med blankpudsede teambiler, dyre italienske cykler, tændte cykelryttere og 80 sponsorer på kontrakt skød kontinentalholdet Concordia-Riwal tirsdag aften officielt sæsonen i gang. Det skete i Kolding med pindemadder og en tår øl - og for sportschef Allan Johansen en ærgerlig bismag ved tanken om, at han i fremtiden så at sige skal køre om kap i servicevognen med Michael Rasmussen.

Det passer bestemt ikke den stærke jyde, at Rasmussen trods sine mange løgne og sit massive dopingmisbrug allerede næste år kan bydes velkommen tilbage som sportsdirektør på kontinentalholdet Christina Watches-Onfone, som han er medejer af.

- Michael Rasmussen skulle tage at holde sig væk. Han skal bare helt ud af sporten, for han har løjet og bedraget i 13 år og fortalt alle mulige historier, siger Allan Johansen.

Læs også:

Se også: Rabobank-chef: Rasmussen er et svin

- Det er helt skævt, at han ikke ryger ud for altid. Han har tilstået, og han siger, at han nu vil gå forrest i kampen for en ren sport, men hvorfor er han pludselig et sandhedsvidne?

- Hvorfor skulle han pludselig være forvandlet til en antidoping-forkæmper? Én gang svindler, altid svindler, siger Allan Johansen.

'Smeden', som Johansen er kendt som i cykelverdenen, føler tydeligt ubehag ved tanken om, at Rasmussen ikke bare har tjent millioner på at snyde i sin aktive karriere, men også jagter en ordentlig bonus med sit erstatningskrav mod sin tidligere arbejdsgiver Rabobank. Rasmussen har sagsøgt holdet med krav om 42 millioner kroner for uberettiget fyring.

Han mener, at Rabobank var en del af hans svindelnummer under Tour de France i 2007 og derfor ingen ret havde til at fyre ham og fratage ham enorme indtægter i kraft af den mistede Tour-sejr.

- Han skulle sgu ikke have en krone. Det ville svare til, at du og jeg begik et bankrøveri, og at jeg så - når vi blev afsløret - sagsøgte dig for tab af udbyttet, siger Johansen.

Læs også:

Se også: Holm forbløffet over Kyllingen-lækage

- Michael Rasmussen manipulerer alt og alle, så det passer ham bedst. Han har taget mange eks-dopere ind på sit hold, og han har hyret Bo Hamburger, der også er tidligere doper, som sportsdirektør. Skulle man så tro på, at han pludselig ønsker at ændre cykelsporten?

- Nej, det handler bare om, at han øjner en stor pose penge fra Rabobank, og så indretter han alt efter det, siger Allan Johansen.

- Har alle ikke fortjent en ny chance?

- Jo, det kan man sige. Det fik Bjarne Riis også, men han har skabt noget. Han har skabt et cykelhold med en klar antidoping-profil, og han har klart signaleret, at han vil det bedste for cykling, siger Allan Johansen.

- Rasmussen har vel også skabt et cykelhold?

- Ja, han har været med til det, men holdet har gjort en dyd ud af at hyre tidligere dopingsyndere, og det hænger bare ikke sammen med, at han skulle ønske at gå forrest i kampen for en ren sport, siger Allan Johansen.

Læs også:

Se også: Kyllingen var dagligt på super-epo

Michael Rasmussen forventer at vende tilbage til sit cykelhold som sportsdirektør i september 2014. Og det har han al mulig ret til, siger han, der i øvrigt ikke har mange kommentarer til Johansens angreb.

- Jeg har en berettigelse i sporten. Selvfølgelig har jeg det. Hvis man ønsker, at der bliver ryddet op i sporten, så må nogen gå forrest, og det er, hvad jeg gør, siger Michael Rasmussen, der i dyb fortrolighed har fortalt alt, hvad han ved, til antidopingmyndighederne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere