Kyllingen på vej med selvbiografi

Michael Rasmussen har allerede fortalt en del om sit liv som dopingsynder, men han gemmer masser af guf til sin selvbiografi, som udkommer i november

(Foto: Claus Bonnerup)
(Foto: Claus Bonnerup)

Den fulde sandhed om Michael Rasmussen kender han kun selv. Antidopingmyndighederne og medier har fået en del at vide på det seneste, og i erstatningssagen mod Rabobank i Holland er meget også kommet frem, men den utvivlsomt stærke historie om mennesket inde i Kyllingen fra Tølløse mangler endnu at blive fortalt.

Det bliver den i november, når Michael Rasmussen udgiver sin historie i bogform. Det bekræfter Jakob Kvist, der er kreativ direktør på forlaget People's Press, som udgiver bogen.

- Vi glæder os rigtigt meget til bogen, som jeg forventer vil blive et opgør med de dobbelte standarder i cykelsporten, siger Jakob Kvist med henvisning til de ikke få tilfælde, hvor Rasmussen har hævdet sig udsat for forskelsbehandling i sin bitre kamp for at vende tilbage til verdenstoppen efter sit fald fra tinderne i Tour de France 2007.

- Hidtil har meget drejet sig om jagten på den enkelte dopingsynder, men systemet rummer også fejl, og jeg har en meget stor forventning til, at Michael Rasmussen både kan og vil tage det opgør, siger Kvist.

Læs også:

Se også: Rabobank-chef: Rasmussen er et svin

Bogen må desuden ventes at sende nye chokbølger gennem cykelmiljøet, idet Rasmussen til den tid formentlig vil kunne afsløre endnu mere af det, han allerede har fortalt til antidopingmyndighederne.

Lige nu har han forpligtet sig til i vid udstrækning at holde disse sprængfarlige oplysninger om holdkammerater, sportsdirektører, læger og teamejere hemmelige for offentligheden, så antidopingmyndighederne har ro til at efterprøve hans oplysninger og eventuelt rejse disciplinærsager på grundlag af dem.

Rasmussen skriver bogen i samarbejde med en erfaren skribent, som fører pennen, mens Rasmussen fortæller. Det bliver journalisten Klaus Wivel, der til daglig arbejder på Weekendavisen.

Ekstra Bladet har ikke kunnet træffe Michael Rasmussen for en kommentar.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere