Nu indrømmer Kyllingen køb af blodcentrifuge

Rygter i massevis løb om Michael Rasmussen og bloddoping i Østrig, da han afsonede karantæne frem til 2009 - og det lader til at rygterne talte sandt

Arkivfoto: Michael Rasmussen (Foto: Claus Bonnerup)
Arkivfoto: Michael Rasmussen (Foto: Claus Bonnerup)

Michael Rasmussen har for alvor opgivet løgnen som følgesvend i sit liv, for torsdag eftermiddag nu i en retssal i Arnhem er han i fuld offentlighed i gang med at oprulle hele virksomhed inden for doping og ulovlige metoder.

Her har han indrømmet, at han i foråret 2007 købte en andel i en blodcentrifuge i Østrig, så han kunne fortsætte med at bloddope sig på et tidspunkt, da det lod til, at hans Rabobank-hold var ved at få kolde fødder i forhold til bloddoping.

Læs også:

Se også: Kyllingen smider bombe i retten

Rasmussen er under afhøring i sin erstatningssag mod Rabobank for uberettiget fyring, og for første gang kan han fortælle alt, hvad han ved, uden at være bange for at tale over sig. Det skyldes, at han for længst har indrømmet, at han var dopet i det meste af sin karriere.

I retten har Rasmussen desuden netop fortalt, at også holdkammeraten Michael Boogerd købte en andel i blodcentrifugen, som oprindeligt var fuldt ejet af den østrigske sportsmanager Stefan Matschiner.

Læs også:

Se også: Rabobank-stjerne indrømmer dopingbrug

Matschiner stod centralt i sagen om den østrigske dopingforbryder Bernhard Kohl, som i 2008 snød alle og vandt bjergtrøjen og sensationelt en tredjeplads i Tour de France. Han viste sig siden at være gennemdopet, og da han tilstod alt, forsøgte han at trække Rasmussen med sig. Danskeren afviste alle beskyldninger som det pure opspind, og det lykkedes ham faktisk at slippe ud af den efterfølgende straffesag på grund af bevisets stilling.

Nu indrømmer han altså, at han faktisk var en del af slænget omkring Matschiner, og at han - ganske som rygterne fortalte - ejede en andel i en professionel blodcentrifuge, som ellers kun bruges på hospitaler. En blodcentrifuge bruges af bloddopere til at rense blodet og udskille de iltbærende røde blodlegemer, som siden sprøjtes tilbage i kroppen med en markant præstationsforøgelse til følge.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere